Cornelius efter sejr: "Det er en perfekt afsked"
En "helt perfekt" og "vigtig" sejr for FC København, mener Andreas Cornelius og Stephan Andersen.
Det var en begejstret Andreas Cornelius, der mødte pressen torsdag efter FC Københavns 3-1-sejr over Brøndby i pokalfinalen.
Med to ud af tre mål for det københavnske hold var Cornelius ganske tilfreds med sin egne præstation.
"At score to mål på tre-fire chancer - det, synes jeg, er fint. Det er en perfekt afsked. Det kunne faktisk ikke være bedre," sagde han med hentydning til, at han snart er på vej mod italienske Atalanta.
"Jeg vil huske det her som en festdag og en kamp med masser af knald på. Det har stor betydning at vinde i en kamp mod Brøndby. Vi er de to bedste hold i Danmark lige nu, og samtidig er der noget historisk over det lokale opgør mellem FCK og Brøndby," sagde Andreas Cornelius.
En anden spiller, der også var tilfreds med sin præstation, var målmand Stephan Andersen, der i januar fik en skade, der har holdt ham ude af spillet i tre måneder. Men torsdag aften var han altså at finde i målet, og udover sejren hiver han også prisen for Årets Pokalfighter med hjem.
Om sin præstation torsdag sagde Stephan Andersen:
"Jeg gjorde vel bare det, jeg er ansat til. Når alt kommer til alt, så handler det om holdet, men når jeg gør det godt, så gør holdet det jo også godt. Det var dejligt, at vi fik en god kamp med en fantastisk kulisse - og at jeg samtidig fik lov til at vise, at jeg stadig kan, selv om jeg ikke har spillet i et stykke tid."
Trods Stephan Andersen har været ude i et langt stykke tid, var hans fokus ikke på at bevise noget, understregede han.
"Jeg har hele perioden frem til min skade bevist, at jeg har været bundsolid og kan levere varen. I dag har jeg bare spillet mit spil," sagde han.
Begge spillere pegede på, at stemningen omkring begge hold var med til at løfte spillet.
Men selv om Brøndby efter første mål ifølge Andreas Cornelius havde et kvarters tid, hvor de trykkede godt på, så måtte både holdet fra Vestegnen og dets fans gå skuffede hjem med et enkelt mål.
Cornelius peger på, at FCK er et hold, der er vant til at håndtere de store og vigtige kampe.
"Selvfølgelig mødte vi en god modstander, og de gør, hvad de kan, for at vi har det svært. Men vi går ikke i panik, når de lægger pres på - det handler om at tage det roligt og gøre de rigtige ting i de perioder, hvor kampen ikke kører," sagde Andreas Cornelius.