AGF-direktør bragte sig igen i fokus
AGF’s topchef Jacob Nielsen leverede endnu en gang opsigtsvækkende udtalelser efter en af sit holds kampe, da AGF spillede 2-2 i Viborg.
De seneste uger har dommerne i Superligaen været i fokus for fejlkendelser og hård kritik. Nu sker det igen. Således fik den medrivende 2-2 kamp mellem AGF og Viborg et kulørt efterspil, da AGF’s direktør Jacob Nielsen udtalte sig i ganske bramfrie vendinger om kampens dommer Peter Kjærsgaard-Andersen.
Det skete i forhold til to situationer, hvor AGF-lejren mente, at først Jeppe Curth og dernæst Jung Bin-Park skulle være udvist.
»Det er en skandale, at han ikke udviser Jeppe Curth,« sagde Jacob Nielsen efter opgøret.
Han henviste til, da Viborgs angriber i de sidste minutter af 1. halvleg nedlagde AGF’s Mustafa Amini. Det var et groft frispark, og da Curth allerede havde fået en advarsel, kunne han være blevet smidt ud.
AGF’s træner Glen Riddersholm udlagde tingene en smule mere diplomatisk end Jacob Nielsen.
»Jeg taler ikke om skandaler og sådan noget,« lød det fra Riddersholm.
»Jeg er dog sikker på, at dommeren vil indse, at han manglede modet til at udvise en af Viborgs spillere. Det kræver nogle ordentlig ”løg” at gøre det, men når der er seks dommere på stadion, må de være i stand til at træffe de rigtige beslutninger. Han dømte frisparket, og når han gjorde det, var der kun en logisk udvej, og det var en udvisning,« fortsatte AGF-træneren.
Jacob Nielsen var også ganske utilfreds med dommer Peter Kjærsgaards håndtering af en anden situation i kampen. Den opstod i 2. halvleg, da Jung Bin-Park nedlagde AGF’s Dino Mikanovic. Park havde, ligesom Curth, allerede fået en advarsel, men han blev ikke udvist.
»Han (dommer Peter Kjærsgaard-Andersen red) tog hånden ned i lommen på vej derhen for at give ham advarslen, men da han så, at det var Park turde han ikke give ham det andet gule kort. Det er igen en dårlig dommerpræstation, og det er mig en gåde, at det kan ske. Vi har jo også set det i andre kampe på det seneste,« lød det fra Jacob Nielsen.