Fortsæt til indhold
Fodbold

Serie A-spiller: »Racisme er overalt, og det bliver værre«

Ghaneseren Sulley Muntari følte sig som kriminel efter at være udsat for racistiske tilråb i Italien.

»Det var et helvede, og jeg følte mig nærmest som en kriminel. Racisme er overalt, og det bliver værre,« siger Sulley Muntari, 32-årig ghanesisk fodboldspiller i den italienske serie A-klub Pescara i et interview med britiske BBC.

Ghaneseren forlod banen før tid, da han i en serie A-kamp for Pescara mod Cagliari blev udsat for racistiske tilråb fra tilskuerpladserne. Han bad dommeren stoppe kampen, men fik en advarsel kort før tid for at gøre dommeren opmærksom på problemet og endnu en for at forlade banen. Det blev efterfølgende takseret til en spilledags karantæne.

Sulley Muntari stillede sig op over for de tilskuere, der råbte racistiske skældsord efter ham og udbrød, at »Dette er min farve!«. Siden har det italienske fodboldforbund, FIGC, ophævet karantænen.

I interviewet siger Muntari, at han vil forlade banen igen, hvis han på ny bliver udsat for racistiske tilråb og ytringer.

»Og jeg vil anbefale andre at gøre det samme. Det var et helvede, og jeg følte mig som en kriminel,« siger han.

En talsperson for det italienske fodboldforbunds anti-racisme-afdeling sagde, at italiensk fodbolds renomme havde lidt skade på grund af tilskuernes opførsel.

I søndags stoppede Juventus-spilleren Medhi Benatia, der er fra Marokko, et interview, efter at han sagde, at han havde hørt racistiske fornærmelser i sin øresnegl.

I interviewet med BBC siger Sulley Muntari desuden, at han ikke mener, at hverken Fifa eller Uefa, de to store fodboldforbund, tager sagerne om racisme alvorligt.

»Hvis de virkelig vil bekæmpe racisme i fodbolden, skal de gøre det med det samme. Måske vil Gianni Infantino (Fifas præsident, red.) gøre noget,« siger Sulley Muntari til BBC.

Begge de store fodboldforbund har fordømt handlingen fra tilskuerne og anfører, at det italienske fodboldforbund har handlet i sagen.

Sulley Muntari har tidligere spillet i Portsmouth og Sunderland i England og han understreger, at han i sin tid i England aldrig var udsat for racistiske tilråb.

»Englænderne accepterer det ganske enkelt ikke. Derover er folk med racistiske tilbøjeligheder virkelig bange for at råbe på stadion, fordi de ved, at de bliver retsforfulgt eller udelukket. Men i Italien slipper de fri,« siger Sulley Muntari, som mener, at andre lande bør følge Englands eksempel i kampen mod racisme i fodbolden.

Artiklens emner
Serie A