Fortsæt til indhold
Fodbold

Peter Sørensen glad for sin lille taktiske genistreg

Silkeborg gik fra otte dårlige kampe til at sikre sig overlevelse.

Op til kampen mod AaB havde Peter Sørensen ændret bagerste kæde til at være med tre mand og to offensive backer. Og den taktik lykkedes til fulde. Silkeborg vandt og holdt samtidig AaB fra at producere en eneste reel chance.

»Det var en flot præstation, og jeg er imponeret over, at vi med så kort forberedelsestid, hvor vi prøvede det alternative system af, at det alligevel sad næsten fejlfrit. Jeg synes, at vi præsterede godt i den formation og i særdeleshed de par stykker, der spillede i uvante positioner som Mikkel Vendelbo og Tobais Salquist. Det var imponerende, at de kunne gøre det så godt, og jeg synes ikke, at AaB havde en eneste stor chance,« sagde Peter Sørensen.

Han forklarede, at hans overvejelser inden kampen gik på, at AaB tidligere på sæsonen havde spillet sig alt for let igennem Silkeborgs kæder.

At Silkeborg havde tabt to matchbolde inden kampen mod AaB, havde også skubbet lidt til selvtilliden.

»Der er ikke noget værre end at tabe fodboldkampe, når man har himlen inden for rækkevidde, for det er, hvad det er for os som oprykkere, som kom så dårligt i gang. Så er det en befrielse at bringe sig fri af nedrykningsfare så tidligt, som det reelt er,« sagde Peter Sørensen.

Oprykkerne kan nu se frem til Europa-playoff-kampe og det endda som puljevinder.

»Nu tager vi og drikker en øl først. Jeg ved ikke hvad planerne er, men jeg tror, at spillerne får en løs bagkant, hvis de vil ud og hygge sig lidt,« sagde Peter Sørensen.

Artiklens emner
AaB