Fortsæt til indhold
Fodbold

Frank Arnesen vender tilbage til PSV

60-årige Frank Arnesen har en fortid i bl.a. PSV, Chelsea og Tottenham.

Det er mere end et årti siden, at han havde noget at gøre med klubben, men nu vender Frank Arnesen tilbage til den hollandske storklub PSV Eindhoven.

Klubben meddeler på sin hjemmeside, at Frank Arnesen får en rolle i den ene af klubbens bestyrelser, hvor han får ansvaret for fodboldanliggender.

Frank Arnesen har repræsenteret klubben som aktiv tre sæsoner, lige som han har været assistenttræner. Fra 1994-2004 var han ansat som teknisk direktør.

»Det er en stor ære at blive inviteret til bestyrelsen i PSV. Jeg ser frem til udfordringen og håber, jeg kan tjene klubben,« udtaler Arnesen på klubbens hjemmeside.

Også bestyrelsesformand Jan Albers er tilfreds med det nye medlem.

»Vi så efter én, der ved noget om fodbold og føler tilknytning til klubben. Frank Arnesen passer perfekt til PSV's profil,« siger Jan Albers, der desuden peger på, at klubben ser frem til at gøre brug af Arnesens store netværk.

Frank Arnesen blev i 2004 hentet fra PSV til Tottenham, hvor han var sportsdirektør. Fra 2005-2010 var han sportsdirektør i Chelsea, lige som han også har været forbi Hamburger SV, Metalist Kharkiv og PAOK.

Siden 2014 har Frank Arnesen været kommentator for Kanal 5.