AGF blev efterladt i dyndet af Silkeborg
Oprykkerne sørgede med en sejr på 3-1 for at øge forspringet ned til AGF og Viborg til seks point.
Silkeborg sørgede med en sejr på 3-1 i Aarhus for stort set at eliminere al spænding i det ene af de to puljespil om nedrykning i Superligaen. Med fire runder tilbage er det mere end vanskeligt at se AGF og for den sags skyld Viborg hente så stort et forspring på de to førende klubber, Silkeborg og AaB.
Dermed er det næsten givet, at Viborg og AGF skal spille nervepirrende kampe om at undgå en tur ned i 1. division. Og bedømt på AGF’s kollaps mod Silkeborg kan nervøsitet blive en faktor.
»Husk, masser af løb ind bag AGF’s bagkæde fra siderne.« Sådan måtte Silkeborg-træner Peter Sørensen have formanet sine offensive spillere inden mandag aftens vigtige bundkamp i Superligaen. AGF - uden point i de seneste fem hjemmekampe - dominerede i det første kvarter, skabte et par gode chancer i den 4-4-2-formation, der senest gav 4-2-sejr i Viborg.
Men så fik Silkeborg et hjørnespark, AGF’s forsvar stod på hælene, i hvert fald kommunikerede de ikke, Ibrahim Moro buede bolden ind i panden på Nicklas Helenius, som ikke svigtede en meter foran mål. Otte minutter senere; endnu et hjørnespark til Silkeborg, kort til Sammy Skytte, der viftede en modstander af og fladt fik bolden hamret forbi en håndfuld AGF’ere og i nettet til 2-0.
Træfferen rystede AGF, som begyndte at famle rundt i bageste kæde. Kun takket være et par flotte refleks-redninger af Aleksandar Jovanovic holdt AGF gæsterne nede på to træffere ved pausen. Nicklas Helenius øgede til 3-0 til oprykkerne, inden der var spillet en time. Seneste kom AGF tilbage fra 0-2 mod Viborg og vandt 4-2, men den form for comeback blev slet ikke aktuelt mod Silkeborg, som i perioder tirrede og drillede de mere og mere frustrerede AGF’ere med flot positionsspil.
Danny Olsen, som kom i spil i den sidste halve time og nåede at markere sig som sit holds bedste, reducerede til 1-3, men det rakte ikke langt mod veloplagte Silkeborg.