Fortsæt til indhold
Fodbold

Da AGF var længst nede, begyndte det at gå fremad

Viborg første 2-0, men AGF kom tilbage og vandt medrivende kamp med 4-2.

Hov, sagde de på tribunen, han kan da noget, ham dér. Manden, de mente den aften i november sidste år, hedder Mustapha Bundu, en ung fløjspiller, som AGF havde lokaliseret i Hereford i England, født i Sierra Leone, temmelig atletisk og – skulle det vise sig – en ferm dribler.

Mustapha Bundu fik blot 12 minutter i sin hjemmebanedebut for AGF mod FC København sidste år, men han gav den et skud, som man siger: han driblede, udfordrede og viste en spillelyst, som lovede godt.

Siden har Mustapha Bundu, nu 20 år, skullet vænne sig til livet som fuldtids-spiller. Han har været igennem de sædvanlige overbelastningsskader, men nu er han parat. Derfor – og givetvis også fordi skadeslisten har et vist omfang i AGF – var Mustapha Bundu med fra første fløjt mod Viborg, valgt foran garvede Superliga-spillere som Stephan Petersen og Danny Olsen. Og muligvis valgt, fordi han var den spiller, som Viborg-lejren havde det mindst indgående kendskab til.

»Det passer mig fint at spille oppe foran. Jeg kan også spille på fløjen. Der hvor træneren vil have, at jeg spiller, der spiller jeg,« sagde Mustapha Bundu, der ankom til Aarhus i sommer.

»Jeg fik et par kampe i efteråret, så blev jeg skadet i vinter, og det kostede mig en måneds pause. Alle har været hjælpsomme i klubben. De tror på mig. Jeg har ventet længe på dette her, og forhåbentlig kommer vi til at vinde flere kampe,« lød det fra AGF’eren.

AGF-træner Glen Riddersholm havde ikke blot ændret på mandskabet, også opstillingen var en anden, nemlig 4-4-2 frem for den vanlige model med kun en midterangriber og en defensiv oprydder bag en kæde af fire midtbanespillere.

Først skvattede han, så...

Netop Bundu var blevet lagt frem sammen med Kasper Junker, men Bundu slap ikke heldigt fra sine første aktioner; først skvattede han, da han skulle modtage en pasning fra Kasper Junker, og kort efter mistede han bolden i en dribling.

Efter en halv times tid i en chancefattig kamp meldte Bundu sig ind med et par fine langskud, det første fladt forbi, det andet en halv meter over.

Helt unødvendigt bragte AGF sig i en svag position, da Serge Deble fik lov til at trække på tværs af banen, og spillede Søren Frederiksen fri i højre side, hvor han på ydersiden af AGF’s forsvar fik trillet bolden i mål. Undervejs i sekvensen fik Mustafa Amini ikke begået det frispark på Deble, han ellers lagde op til, og det endte med at koste dyrt.

Målet til 2-0 af Jeppe Curth var godt lavet, hvorefter Mustapha Bundu bragte AGF tilbage i kampen med et fornemt krøllet spark op i hjørnet. At Viborg var tæt på at øge til 3-1 lige inden pausen sagde alt om en intens fodboldkamp – og et svagt aarhusiansk forsvar. Da AGF var længst nede, begyndte det at a gå fremad, blandt andet takket være Mustapha Bundu.

»Hvis ikke jeg havde fået en fin aflevering fra Elmar Bjarnason, havde jeg ikke lavet det mål. Det gav os tro på, at vi kunne gå ud til anden halvleg og score flere,« kom det fra Mustpaha Bundu.

AGF kom bedst ud efter pausen, og efter et kvarter stod Mustapha Bundu bag udligningen, da han efter en 1-2 med Kasper Junker bevarede roen og trillede bolden i fødderne på Danny Olsen.

Kort efter havde AGF vendt 0-2 til 3-2, da Kasper Junker og Elmar Bjarnason trillede sig igennem til en flot scoring af islændingen, og så var de cirka 1.000 AGF-fans bag Viborg-målet i festhumør for alvor, bare maver og hele udtrækket, og dagen nåede uanede højder, da Stephan Petersen endegyldigt sikrede en vigtig sejr på 4-2 i overtiden.

»Jeg vil indlede med at sige, at fansene var fantastiske,« sagde Mustapha Bundu, da han efter sejren skulle forklare, hvordan det havde været at deltage i den medrivende kamp. »Selv da vi var nede med 0-2, troede de på os, og de vidste, vi kunne komme tilbage,« sagde han, ham der kunne noget.

Artiklens emner
AGF