Fortsæt til indhold
Fodbold

OB spillede AGF ned i dyndet

Med en sejr på 2-1 i Aarhus forsatte OB et stærkt forår og har nu en regulær mulighed for at undgå nervepirrende kampe om direkte nedrykning.

OB sørgede med en sejr på 2-1 mod AGF for at få et fint udgangspunkt i det kommende nedrykningsspil, mens AGF går hårde uger i møde.

Få dage inden kampen proklamerede AGF-træner Glen Riddersholm, at chancen for, at en af forsvarsspillerne – Mikkel Rask, Alexander Juel Andersen og Dzhamaldin Khodzhaniiazov – var med i kampen, lå på to procent. Var der tale om bluff? Måske. I hvert fald stillede alle tre spillere til start mod OB, Mikkel Rask tilmed til sin debut.

Til gengæld gik midtbanemanden Sverrisson i stykker efter få minutters spil, hvorefter AGF måtte smide Daniel A. Pedersen ind.

I OB-staben måtte målmand Sten Michael Grytebust melde fra med en skade, og i stedet var der comeback til Michael Falkesgaard, der senest har spillet ligafodbold for halvandet år siden, i sommeren 2015 mod AGF, da han i øvrigt blev alvorligt skadet og måtte lade sig skifte ud i anden halvleg.

Få regulære chancer

OB’erne virkede langt mere trygge med bolden, mens AGF’erne levede højt på fysik, hvilket ikke kastede regulære chancer af sig i første halvleg.

Kort ind i anden halvleg måtte AGF igen bytte ud, da Alexander Juel Andersen humpede ud. Forinden havde OB-topscorer Jóan Símun Edmundsson danset sig fri, men igen stak Jovanovic et ben ud.

AGF’s første chance tilfaldt anfører Morten ”Duncan” Rasmussen, som fra kort afstand sparkede over mål. I det hele taget var det en fodboldkamp præget af dens store betydning for begge hold, spillet var i sekvenser rodet og tilfældigt på en tung bane, frisparkene og fejlene florerede og smadrede de fleste tiltag til rytme.

OB-backen Jacob Barrett Laursen testede AGF efter en times spil, men igen hev Jovanovic en fin redning ind, men 20 minutter før tid kunne han ikke forhindre Emundsson i at score med et fladt hug, da AGF blev fanget ude af balance.

Kort efter øgede Frederik Tingager til 2-0, da han kom først på et hjørnespark ved forreste stolpe. Morten Rasmussen reducerede på straffespark kort før tid. Til ingen verdens nytte.

Artiklens emner
OB
AGF