Fortsæt til indhold
Fodbold

De andre opgør: Sydlandske dramaer og danske chancer

Udover FCKs Ajax-møde gav Europa League-lodtrækning flere spændende opgør.

Naturligt nok har FCKs kommende møde med Ajax trukket mest opmærksomhed efter lodtrækningen til Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Men der var nu engang også tid til at fastlægge syv andre opgør. Her tager vi et nærmere blik på dem.

Og lad os starte med de opgør, hvor der er danske interesser på spil.

Schalke 04 vs. Borussia Mönchengladbach: Gladbach har danskerne Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i forsvaret og skal møde de tyske rivaler Schalke 04 - to klubber som normalt spiller på nogenlunde samme niveau i ligaen. Lige nu ligger de da også nummer 10 og 11 i ligaen med samme pointtal. Et ligeværdigt opgør venter formentlig.

Celta de Vigo vs. Krasnodar: I Celta de Vigo finder vi både Pione Sisto, Daniel Wass og Andrew Hjulsager. Danskernes klub har ligesom den kommende modstander ikke mange store europæiske eventyr i bagagen, hvilket også kan ses på Uefas rangliste, hvor Celta ligger nummer 69 og Krasnodar 64. De har dog vist niveauet ved at slå henholdsvis Shakhtar Donetsk og Fernerbahce ud i sidste runde.

Med de to "næsten danske" opgør vendt, er det tid til at se nærmere på resten af opgørene og lad os starte med dette på papiret besynderlige belgiske opgør:

Gent vs. Genk: De to klubber ikke bare lyder ens, de ligger også klinet op ad hinanden i ligaen på henholdsvis 8. og 7. pladsen med 41 og 42 point. Det ser altså ud til at blive et meget lige opgør. De seneste to interne opgør i ligaen gør heller ikke forskellen større, da Genk på hjemmebane har vundet 2-0 på hjemmebane og Gent 1-0 hjemme.

Og så er det blevet tid til at vende to sydlandske dramaer:

Lyon vs. Roma: Hvis man kigger på de hjemlige tabeller kombineret med styrken af ligaerne er dette rundens stærkeste opgør mellem Frankrigs nummer fire og Italiens nummer to. I 16-delsfinalen tæskede Lyon AZ Alkmaar med 11-2 samlet, mens Roma slog Villareal med 4-1 samlet.

Olympiakos vs. Besiktas: Der er næsten garanti for særdeles livlige tilskuere i begge lande, og det bliver ikke dæmpet af, at grækere og tyrkere ikke er glade for hinanden på grund af tidligere tiders konflikter.

Og så de to sidste:

Rostov vs. Manchester United: Opgøret ser ganske uligevægtigt ud på forhånd, og så har United endda fået fordelen af hjemmebane i sidste opgør. Rostovs eneste chance kan blive, at Uniteds manager Mourinho ikke er særligt glad for, at hans hold lige nu er involveret i mange turneringer på en gang, og derfor måske nedprioriterer Europa League.

Apoel vs. Anderlecht: Cypriotiske Apoel er kendt for gode hjemmebanepræstationer, som flere gange har kostet danske klubber livet i Europa. Begge hold har lige nu scoret 60 mål i deres hjemlige ligaer. Apoel knockoutede Athletic Bilbao i runden før, og Anderlecht slog Zenit St. Petersborg.

Førstnævnte hold starter på hjemmebane