OB har aldrig haft så få tilskuere i 15 år
Det er næsten 15 år siden, at der var så få tilskuere til en ligakamp i Odense, som da OB slog Randers FC 3-0 mandag aften.
For næsten 15 år siden dukkede der kun 3.285 tilskuere op på Odense Stadion for at se OB mod Lyngby, det var længe det laveste antal til en hjemmekamp for fynboerne. Lige indtil mandag aften.
Blot 3.452 tilskuere mødte op på EWII Park, som stadion nu hedder, for at se kampen mod Randers FC, heraf var cirka 400 medrejsende fans fra Randers FC. Det lave tilskuertal gør ondt i OB.
»Vores efterår levede slet ikke op til forventningerne. Så tabte vi til HB Køge i den sidste testkamp, og så må vi sige, at vejret ikke var med os,« kommer det fra OB’s sportsdirektør Jesper Hansen, der godt kender kuren, der skal afhjælpe de hensygnende tilskuertal.
»I sidste ende handler det om at vinde fodboldkampe,« bemærker han.
Men der skal mere til. Derfor har OB ”skrabet lakken af”, som klubbens kommercielle chef, Jack Jørgensen kalder det.
»Vi arbejder intenst på at skabe et bedre fællesskab og en større involvering med vores fans, og jeg tror, at vi de seneste mange år har glemt at afstemme forventningerne. Vi spillede med i toppen en overgang, men lavede så en økonomisk opbremsning med et lavere spillerbudget, og i OB er kulturen sådan, at forventningerne er store og vi får tre point på søndag. Men det er jo ikke der, vi er nu,« siger Jack Jørgensen om sin klub, der er næstsidst i Superligaen.
Derfor vil han og klubben åbne mere op til omverdenen. Konkret har det betydet, at klubben har nedsat et sponsor-panel og et fan-panel.
»Når det gælder fansene, giver vi dem indflydelse, når det handler om markedsføring af kampene, merchandise og kommunikation. Vores undersøgelser viser, at folk ofte kommer for stemningens skyld, så derfor har vi lavet en pengepulje, der går til nye aktiviteter på kampdagene. Og det er fansene, der kommer med input,« siger Jack Jørgensen.
Et andet tiltag er, at nogle OB-fans vil lave en podcast om klubben, henvendt til fansene.
»Tidligere har vi haft berøringsangst, når det gjaldt den slags kommunikation, for så var det ude af væres hænder. Vi har i mange år selv villet styre, hvad der kom ind og ud. Og vi har ikke selv opdaget, at det var galt. Men vi er nødt til at være i øjenhøjde med kunderne. Det er helt banalt,« siger Jack Jørgensen, der understreger, at OB ikke kommer til at dele gratisbilletter ud eller lokke med gratis fadøl.
»Lige nu giver alle de mange tv-kampe og den nye struktur i dansk fodbold skylden for, at tilskuertallene daler. Men vi må som klubber i dansk fodbold selv erkende, at vi skal gøre mere. I OB skal vi finde frem til, hvad der er vores særkende. Hvorfor skal folk holde med os, og hvad giver vi dem, hvis vi ikke lige vinder ni ud af ti kampe? Vi er en klub, der har været her i 130 år, og vi skal finde vores personlighed igen efter at have skrabet lakken af,« siger Jack Jørgensen.
Også afstanden mellem den sportslige stab og fansene skal mindskes.
»Vores trup og trænere har i de seneste 15-16 år ikke været så tilgængelige, som de er nu. Vi skal give mere af os selv,« siger Jack Jørgensen og peger på et par projekter, som spillerne er involveret i ud over besøg på skoler og den slags.
I mandags blev der således samlet ind til et projekt, som skal hjælpe unge udsatte med at dyrke idræt ligesom klubben havde inviteret 45 flygtningebørn på stadion, hvor de blandt andet hilste på spillerne. Og det er det, de vil i OB, have folk helt tæt på.