Fortsæt til indhold
Fodbold

146 kilo tung målmand spiste sig til opmærksomhed i Arsenal-kamp

Fodbolden kom ikke rigtigt i fokus i Sutton-Arsenal kampen, der bød på baneløbere og tærtespisning.

Selvom det trækker opmærksomhed nok i sig selv, når et stjernebesat Premier League mandskab kommer til en lille by for at spille fodbold, så trak gårsdagens opgør i FA Cuppen mellem Sutton United og mægtige Arsenal lidt ekstra overskrifter.

Det var dog ikke spillet på banen, der sørgede for opmærksomheden. For her sørgede Arsenal for at vinde sikkert med 2-0.

I stedet var det andenmålmanden for Sutton, en omsiggribende 46-årig herre på 146 kilo ved navn Wayne Shaw, der fik tv-tid, da han i det 82. minut valgte at fortære en tærte på udskiftningsbænken.

Den store herre havde allerede i dagene op til kampen tiltrukket sig opmærksomhed, og før kampstart blev det også bemærket, at han hjalp til i forberedelserne på stadion ved at støvsuge foran udskiftningsbænkene.

Wayne Shaw har efter kampen fortalt til britiske Dailymail, at kom på at ville spise en tærte, fordi han havde set, man kunne spille på, om det ville ske:

»De havde odds på 8-1 til at spise en tærte. Jeg tænkte, jeg ville lave lidt sjov med det, så lad os gøre det. Alle udskiftningerne var brugt og vi var bagud 0-2.«

»Jeg fik tærten i pausen fra køkkenet. Jeg havde det hele klar til at køre. Den var med kød og kartofler,« siger Wayne Shaw, der understreger, at han ikke selv spillede på spisningen.

Selvom Wayne Shaw har opnået midlertidig legende-staus på de sociale medier efter stuntet, så er der andre steder, hvor han er blevet knap så populær. Suttons manager, Paul Doswell, ser i hvert fald ikke så mildt på hændelsen ifølge Telegraph:

»Jeg tror, Wayne er blevet lidt af en global superstjerne på baggrund af at veje 146 kilo. Han har taget en chance for at få noget mere mediedækning på baggrund af det. Jeg synes ikke, det sætter os i det bedste lys.«

Arsenals Alexis Sanchez blev mødt af galde baneløbere i mødet med Sutton United. Foto: AP Photo/Matt Dunham

Udover tærtespisningen blev kampen også præget af baneinvasioner, romerlys og kast med plasticflasker.

Der var dog ingen sure miner fra modstanderen Arsenal efter kampen, hvor Arsene Wenger brugte tid på at rose Sutton for deres indsats og desuden mindes sine yngre dage:

»Jeg kommer fra en klub, som er mindre end denne, så det minder mig om min barndom.«