Fortsæt til indhold
Fodbold

Tre klassemål gav OB en flot sejr

OB tævede Randers, der nu har tabt fem kampe i træk.

Hvem er i grunden Superligaens dårligste hold lige nu? Det spørgsmål er nærliggende at stille efter forårssæsonens første runde. I weekenden vandt Esbjerg over Sønderjyske, Viborg tog point ude mod FC Midtjylland, og mandag aften førte tre klassemål til, at OB slog Randers med 3-0. Syv point til de tre bundhold mod tre modstandere fra top seks.

OB’s sejr var ikke blot fortjent. Den blev til via fremadrettet, boldsikker og underholdende fodbold. Ja, det var til tider decideret flot.

De fineste eksempel på det prædikat stod Joan Simun Edmundsson og Rasmus Jönsson for. Edmundsson har haft ry for at kunne gøre det ekstraordinære til træning, men ikke når det gjaldt. Sådan er det ikke længere. Midt i første halvleg forvandlede færingen en situationmidt på banen til den første af de tre flotte scoringer, da han alene mand drev bolden frem mod Randers-forsvaret, satte Erik Marxen af ved at køre bolden bag om sit støtteben og til sidst skyde fra cirka 25 meters afstand.

Jönsson som banens bedste

Målet var flot, men stadig ikke bedre end dem, som Rasmus Jönsson fik sat ind i anden halvleg. Efter en times spil havde Randers ligesom i kampens første kvarter sat sig på spillet og jagtede en scoring. Det førte dog til en kontramulighed, hvor Jönsson ligesom Edmundsson løb bolden fra banens midte og ned til scoring. I modsætning til sin holdkammerat, valgte Jönsson dog ikke at skyde udefra, men trillede bolden i nettet, efter han havde rundet målmand Halldorsson. Sparkeevnerne fik Jönsson dog også vist ved 3-0-målet, da han fra venstre kant trak ind i banen og lagde bolden helt op i det lange hjørne og lukkede kampen.

Foruden de tre fornemme scoringer var Edmundson og Jönsson også gode personificeringer af en større OB-historie mandag aften. Begge spillere havde som mange andre holdkammerater et efterår under niveau. I den første af talrige nøglekampe dette forår, lignede de to offensive spillere og OB-holdet det, som mange forestillede sig at se fra Kent Nielsens hold inden sæsonstarten. Der var bevægelse, primært bolde langs jorden og kampafgørende aktioner fra de forreste spillere.

Randers tabt fem i træk

Havde Randers udnyttet det spilovertag, man periode havde, kunne kronjyderne have givet OB det sjette nederlag i de seneste otte hjemmekampe. Nu har top seks-holdet selv tabt fem Superliga-kampe i træk. En situation, der gør, at kun tre point adskiller dem og AaB på syvendepladsen.

Som så ofte før var det mest farligt fra Randers’ side, når Kasper Fisker havde bolden foran sine fødder. Men det havde han for sjældent. Randers fik ikke ofte nok skabt åbne chancer mod OB-defensiven. Efter vintersalget af Mikael Ishak til Köln i den tyske bundesliga, havde Olafur Kristjansson valgt Marvin Pourie og Viktor Lundberg i front. Den opgave klarede Pourie bedst, uden han dog formåede at ændre kampens udfald.