Fortsæt til indhold
Fodbold

Torres scorede perlemål i Atléticos sejr over Celta Vigo

Fernando Torres scorede et fantastisk mål, da Atlético Madrid slog Celta Vigo.

/ritzau/

Fernando Torres har spillet et hav af ligakampe for Atlético Madrid. Det kan tages helt bogstaveligt, at angriberen ved, hvor målet står på hjemmebanen Estadio Vicente Calderón.

Det understregede den 32-årige målmager endnu en gang, da han søndag scorede et sandt perlemål i 3-2-sejren over Celta Vigo med Pione Sisto i startopstillingen.

Efter gæsternes chokstart med scoring efter fem minutter, viste Torres høj klasse, da han med ryggen til mål og langt udefra i stående position sparkede bolden bag over sig selv og om i det fjerneste målhjørne til 1-1.

Forinden havde Atléticos målmand Miguel Angel Moya underholdt med en håbløs aktion.

Moya, som afløste skadede Jan Oblak, boksede bolden lige ud i hovedet på Celtas Gustavo Cabral. Han skulle blot spænde nakkemusklerne og sende bolden retur i det tomme net til 1-0.

Efter udligningen fik Fernando Torres chancen for at fordoble målscoringen, men sendte sit straffespark på overliggeren. Kort efter brændte Yannick Carrasco en friløber.

I anden halvleg pressede Atlético på for et føringsmål, men stillingen var stadig 1-1, da Daniel Wass kom på banen for Celta efter 64 minutter.

Seks minutter senere blev Pione Sisto, der ikke spillede sin bedste kamp, skiftet ud.

Wass leverede efter 78 minutter et eksempel på sine glimrende evner som oplægger, da danskeren serverede bolden for fødderne af angriberen John Guidetti, der scorede til 2-1 for udeholdet.

Atlético Madrid nåede dog på en flot slutspurt at hente alle tre point. Carrasco udlignede efter 86 minutter, og to minutter senere sørgede Antoine Griezmann for det afgørende mål.

Da Sevilla tidligere søndag hentede en vigtig udesejr mod Las Palmas, gjorde en indskifter forskellen.

Joaquin Correa kom ind efter 77 minutter, og tre minutter senere sparkede han bolden i mål.

Med sin lynscoring sørgede han for, at holdet fra Andalusiens hovedstad fik en 1-0-sejr med hjem fra Gran Canaria.

Sevilla har 46 point for 22 kampe. Barcelona på andenpladsen har 48 point for 22 kampe, mens Real Madrid på førstepladsen er noteret for 49 point for 20 kampe.

Atlético Madrid har på fjerdepladsen 42 point.