Fortsæt til indhold
Fodbold

Esbjerg og de fem trænere på 16 måneder

I oktober sidste år indgik EfB og Jonas Dal en “uopsigelig” kontrakt frem til december 2017. Siden har virkeligheden været en anden.

Esbjerg er blevet til Superligaens Palermo. Den bemærkning gik igen flere gange på de sociale medier i går, efter Esbjerg offentliggjorde, at man havde opsagt aftalen med træner Colin Todd. En bemærkning, der hentyder til den syditalienske klubs forhistorie med at udskifte cheftrænere, som almindelige mennesker skifter sokker.

Det er da også noget af en vej, som Esbjerg har været været på som klub for at ende med, at Lars Lungi Sørensen skal være den nye chef fremadrettet.

Lungi Sørensen overtog sammen med Michael “Mex” Pedersen ansvaret for førsteholdet efter fyringen af Niels Frederiksen i august 2015. Derefter blev Lars Lungi Sørensen og selvsamme Michael “Mex” Pedersen gjort til assistenttrænere for Jonas Dal ved ansættelsen i oktober 2015. Det indtil, at Jonas Dal ni måneder senere blev fyret, og Lars Lungi Sørensen atter blev trukket frem som midlertidig løsning i overgangsfasen, indtil EfB i starten af juli ansatte Colin Todd.

Hvilket bringer os frem til her i slutningen af december 2016, hvor Lars Lungi Sørensen er vidne til det femte trænerskifte i løbet af 16 måneder i Esbjerg, og at han for første gang også er førstevalg.

»Jeg synes, at ansættelserne har været mere forkerte end afskedigelserne. Jeg har set Esbjerg en del, og i slutningen af sidste sæson under Jonas Dal var det et hold i opløsning, hvilket det også har været under Colin Todd i perioder. Folk må ikke lade sig forblænde af præstationen mod Brøndby, selvom den var god, for beslutningen om at prøvet noget andet var reelt taget inden. Men endnu et trænerskifte dræber selvfølgelig al chance for kontinuitet i truppen,« siger fodboldekspert Morten Bruun.

Den kontinuitet regnede Esbjerg med, at man havde fundet, da Jonas Dal blev ansat i en “uopsigelig” kontrakt frem til december 2017. Esbjerg havde fået mirakelmageren, motivatoren og manden med fornemmelse for ungdomsarbejde fra Hobro. Dal var kommet til en klub, han betegnede som en sovende kæmpe i dansk fodbold.

Jonas Dal formåede bare ikke at vinde spillertruppen over på sin side og pludselig var den “uopsigelige” kontrakt ikke længere så uopsigelig, selvom daværende direktør Søren Poulsen blot en måned inden fyringen af Dal slog fast, at cheftræneren også ville lede Esbjerg i sæson to.

Anerkendelse i spillertruppen havde klubikonet Michael “Mex” Pedersen mere af, inden ansættelsen af Jonas Dal. Faktisk så meget, at spillere som Bjørn Paulsen og Nicki Bille offentliggjort gik ud og sagde, at man håbede på, at Esbjerg ville beholde “Mex” i chefstolen.

Samme tankegang havde EfB-ledelsen ikke og gjorde Michael “Mex” Pedersen til henholdsvis assistenttræner og chefscout, inden hans tid i klubben ophørte i kølvandet på den nye sportsdirektør, Ted van Leeuwens, indtog i klubben. Samme Van Leeuwen ligner også manden, der mandag svingede øksen over Colin Todd efter et efterår, hvor den engelske træner i flere omgang rettede byger af offentliggjort kritik ned over sin spillertrup.

Ytringer, som ifølge Morten Bruun gjorde, at Colin Todd fyrede sig selv.

»Jeg tror selv, at Colin Todd vil være enig i, at han ikke skulle have været træner i Esbjerg. Jeg synes, han er været illoyal i sine udtalelser om at have en kræftsvulst i truppen og at alle bare glædede sig til, at sæsonen er ovre. Har han haft samme attitude indadtil har det ikke været godt for nogen,« siger Morten Bruun.

Colin Todd meddelte i går, at han stopper sin trænerkarriere efter tiden i Esbjerg, og de to parter har indgået en aftale om, at briten ikke udtaler sig om sin tid i Vestjylland.