AGF-topchef: Ingen er fredet, heller ikke mig

AGF-direktør Jacob Nielsen kalder klubbens situation kritisk. Han langer ud efter spillere, der mangler sult.

Artiklens øverste billede
AGF har vundet for få kampe og mangler den sult, som man eksempelvis besidder i Sønderjyske, mener direktør Jacob Nielsen. Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen

Der mangler sult og ærgerrighed.

Det er ifølge AGF’s direktør, Jacob Nielsen, en del af forklaringen på, at AGF ikke har fået flere point i denne sæson.

Holdet ligger inden fredagens udekamp mod Horsens på en 11.-plads. Målet er en top-6-placering.

»Stillingen er et øjebliksbillede, og vi lægger os selvfølgelig ikke ned. Men vi har ikke vundet nok kampe, og det er der ingen, der er mere træt af end mig. Hvis det stod til mit sind og temperament, gik jeg ud efter hver kamp og gav en skideballe til spillere, der ikke præsterede, men det tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af,« siger Jacob Nielsen.

Men nu åbner han alligevel op for kritikposen.

Han har været i AGF i to år og fire måneder. I den periode er der, næsten, skabt balance i økonomien. Selskabet Aarhus Elite, der driver superligaholdet, kom ud med et underskud på 1,4 mio. kr. for regnskabsåret 2015/16. Selskabet har øget omsætningen, fået flere sponsorer, anlagt nye træningsbaner, opgraderet styrketræningsfaciliteterne og øget antallet af personer omkring superligaholdet. I maj var AGF i pokalfinalen, og der var lagt an til en sæson, hvor klubben skulle tage et skridt opad.

Sådan er det ikke gået indtil videre. Seks nederlag på udebane i træk koster i tabellen. Jacob Nielsen påpeger dog, at spillet har været til mere end 17 point.

»Jeg ved godt, at de fans, der har været med i 20 år, vil sige, at det lort har de hørt på før. Og det er hårdt for dem. Men det er min ærlige mening,« siger Jacob Nielsen.

Han vil ikke uddele skideballer, men han langer alligevel ud efter spillertruppen på et mere generelt plan, fordi der er nogle ting, som ikke er, som de burde være i den traditionsrige klub AGF.

»Jeg vil ikke længere snakke om hårdt arbejde, ydmyghed, proces og vindermentalitet, fordi jo mere du snakker om det, jo mindre tid har du til at udføre det. Der har været nok snak, nu skal det bare gøres. Jeg har snart været i klubben i toethalvt år, og vi har nu samlet en stærk gruppe, hvor langt de fleste brænder for det her og lever op til klubbens DNA om hårdt arbejde og vindermentalitet. De, der ikke gør det, skal ikke være her. Det er lige meget, om man er holdleder, vaskemand, dyrt betalt fodboldspiller eller leder,« siger Jacob Nielsen.

Er der folk, der ikke gør det?

»Ud af vores 100 medarbejdere er der nogle, der ikke gør det,« siger Jacob Nielsen.

Og hvad gør du ved det?

»Det påtaler jeg over for deres leder. Hvis der er en spiller, som jeg mener ikke arbejder hårdt nok, er jeg forpligtet til at sige det til sportschefen og cheftræneren.«

Og det gør du?

»Det kan du bande på, at jeg gør. Ellers ville jeg ikke selv leve op de krav, jeg stiller til alle andre,« siger Jacob Nielsen.

Ser du træningspas?

»Nej. Jeg ser kampene. For min skyld må de leve af flødeboller hele tiden, hvis de bare vinder fodboldkampene, men jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke hjælper. Alt, hvad vi laver i dagligdagen, handler om at vinde i weekenden.«

Ingen er fredet, og det er jeg heller ikke selv.

Jacob Nielsen, direktør i AGF

Han langer ud efter unavngivne spillere i AGF, som han mener er blevet for magelige.

»Jeg kan ikke holde ud at høre på spillere, der gerne vil til AGF eller gerne vil forlænge deres kontrakt, fordi Aarhus er en fed by at bo i, og det er godt for dem og deres familie. Fodboldspillere har så kort en karriere og er så højt betalte, at de skal være i AGF, fordi de vil vinde noget med klubben eller vil noget mere,« siger Jacob Nielsen.

Han konstaterer desuden, at AGF halter efter omkring vinderkulturen.

»En pæn portion af Sønderjyskes spillere og trænerteam bor jo også i Aarhus. Det ville nærmest være nemmere for dem at træne på Fredensvang. Men de har opbygget en kultur i Sønderjyske, at når de træder ind over den sidelinje, så sker der noget. Aarhus er en dejlig by, men det skaber ikke kulturen i en fodboldklub,« siger Jacob Nielsen.

Han fremhæver fire klubber, som har et lavere spillerbudget end AGF, men alligevel præsterer bedre i øjeblikket.

»Når det kommer til den kynisme, vi mangler i felterne, handler det om sult. Jeg skal ikke kunne afvise, at nogle af de klubber, der ligger der, hvor vi gerne ville ligge, udviser mere sult, end vi gør. Her tænker jeg på Lyngby, Sønderjyske, Randers og Horsens. De hold besidder mere sult, vindermentalitet og ærgerrighed. Alt det vi snakker om i AGF. Det viser de, mere end vi gør,« siger Jacob Nielsen.

Der kan I rykke jer?

»Ja, men det tager tid. Der bliver arbejdet med det. Hvordan vi arbejder med vinderkultur, holder vi internt. Ikke mere snak som sagt. Vi prøver at bygge på hele tiden. Vi vil blive ved med at øge spillerbudgettet, hvis det er muligt. Og der har aldrig været så mange mennesker ansat omkring førsteholdet. Som direktør er det dybt frustrerende at se, at investeringerne ikke giver payoff,« siger Jacob Nielsen.

AGF har tidligere fyret trænere og sportschefer. Satser I mere på kontinuitet nu?

»Ingen er fredet, og det er jeg heller ikke selv. Det er fint med kontinuitet. Men har man succes, fordi man har kontinuitet? Jeg tror, at det er omvendt. Hvis folk har succes, bliver de siddende i deres job. For mig handler det ikke om kontinuitet for kontinuitetens skyld. Vi gør det, fordi vi vil have succes, og fordi vi tror, det er det rigtige for os. Mener vi ikke, at det er rigtigt, handler vi. Det ansvar har jeg påtaget mig før, ikke bare her i AGF, men også tidligere i Randers,« siger Jacob Nielsen.

Sportschefen Jens Anderssons kontrakt udløber om godt et år, og cheftræner Glen Riddersholms udløber om godt halvandet år. Hvornår vil I kigge på det?

»Vi er ikke en situation, hvor vi skal tale om det. Den situation, vi befinder os i, er kritisk. Som det ser ud nu, er det mere sandsynligt, at vi ender i gruppespillet end i slutspillet. Jeg synes, det er særdeles upassende at snakke om kontrakter, som løber ud i 2017 og 2018. Det er ikke noget, som har mit fokus. Det er ikke noget, som bør have nogens fokus her i klubben. Vi har et helt andet arbejde, der ligger foran os. Vi skal vinde nogle flere fodboldkampe,« siger Jacob Nielsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.