Portræt: Superstjerne og tryghedsnarkoman
Familielivet og de trygge rammer har stor betydning for Rafael van der Vaarts valg af klubber.
Superligaen har fået et trækplaster af de helt store. FC Midtjylland præsenterede nemlig onsdag den tidligere topspiller Rafael van der Vaart som ny spiller i klubben.
Rafael van der Vaarts karriere har budt på mange opture. De unge Ajax-år, hvor han som den første blev "Golden Boy" som årets unge spiller i Europa. Succesen i Hamburger SV og det efterfølgende skifte til Real Madrid. VM-finalen i 2010 mod Spanien, der dog endte med et nederlag.
Van der Vaart var dengang et af de helt store navne i international fodbold. Derfor havde FC Københavns daværende sportsdirektør Carsten V. Jensen også kun hovedrysten tilovers, da Van der Vaart et par måneder senere blev rygtet til den danske mesterklub i jagten på Champions League-spilletid af et britisk medie.
VM-finalen er efterhånden langt tilbage i tiden. Efter finalen blev Van der Vaart solgt til Tottenham, men selv om han i perioder gjorde en god figur, gik der blot to år, før han skiftede tilbage til de trygge rammer i Hamburger SV, hvor han tidligere havde været stjernen over dem alle.
Nogle alvorlige skader spolerede imidlertid meget af opholdet efter comebacket til Bundesligaen, og da kontrakten udløb i 2015, skulle Van der Vaart igen beslutte, hvad fremtiden skulle bringe.
Det stod hurtigt klart, hvad der vejede tungest. Van der Vaart ville til Real Betis, som spiller i byen Sevilla, blot hundrede kilometer fra Chiclana, hvor dele af hans familie bor.
Det hele blev understreget af, at hans bedstemor var med ved præsentationen på Estadio Benito Villamarin foran tusindvis af fans.
Skiftet til FC Midtjylland er næste skridt i Van der Vaarts familiære rundtur. Midtbanespillerens kæreste, håndboldspilleren Estavana Polman, har siden 2012 spillet i Danmark.
Først for Sønderjyske og siden for Team Esbjerg. Derudover har han familie i Tyskland.
Nu får Rafael van der Vaart mulighed for at slutte karrieren tæt på sine nærmeste og samtidig vise, om de tekniske færdigheder, der tidligere gjorde ham til en af verdens mest prominente fodboldspillere, er intakte.