David Moyes: Jeg blev behandlet uretfærdigt i Manchester United
David Moyes var med en seksårig kontrakt udset som Alex Fergusons tronfølger, men nåede ikke engang at være i Manchester United i et år.
David Moyes nåede ikke at gennemføre en hel sæson som manager for Manchester United. Skotten havde ellers underskrevet en seksårig kontrakt i sommeren 2013/14, men dårlige resultater førte til en fyring blot 10 måneder senere.
Et forløb, som han ikke finder retfærdigt.
»Man får ikke de store jobtilbud - Real Madrid, Barcelona, Manchester United - uden grund,« siger han ifølge Sky Sports.
»Jeg har hele tiden sagt, at jeg blev uretfærdigt behandlet der. Når du underskriver en seksårig kontrakt og blot ender med 10 måneder... ja, det mener jeg, at jeg blev.«
David Moyes, der overtog Alex Fergusons job efter en række gode år hos Everton, anerkender, at han ikke vandt tilstrækkeligt med kampe i Manchester United, men siger også at klubben havde problemer, som fortsatte, efter at han var blevet fyret.
Han blev efterfølgende ansat som manager i Real Sociedad, men fik heller ingen succes i det spanske. I slutningen af juli meldte Premier League-klubben Sunderland så ud, at han ville overtage managerposten, efter at Sam Allardyce blev udnævnt til ny engelsk landstræner.
David Moyes' efterfølger i Manchester United, Louis van Gaal, blev fyret efter to sæsoner, og Jose Mourinho har nu overtaget jobbet.