Vilde lønninger lokker fodboldstjerner til Kina

I vinterens transfervindue købte de kinesiske klubber godt ind på det europæiske fodboldmarked. Tendensen fortsætter denne sommer. Kinas præsident vil gøre landet til en stormagt i fodbold, siger træner i Shanghai, Mads Davidsen.

Artiklens øverste billede
Angriberen Graziano Pellè blev i denne uge solgt til kinesisk fodbold og Shandong Luneng. Arkivfoto: Andrew Medichino/AP

Graziano Pellè var i høj grad medvirkende til, at Italien spillede en flot EM-slutrunde, og den 30-årige angriber har derfor været på manges læber denne sommer, efter at den store italiener også har haft succes hos Southampton i Premier League, hvor det denne sæson blev til 11 mål for The Saints.

De gode præstationer sendte på rygtebørsen Pellè til engelske storklubber som Chelsea og Everton, men i stedet skiftede italieneren i begyndelsen af ugen til kinesisk fodbold med Shandong Luneng som destination.

Med købet af Pellè sender Shandong Luneng og den kinesiske liga igen et kraftigt fingerpeg om, at kinesisk fodbold i øjeblikket er inde i en eksplosiv udvikling.

Når præsidenten først har sat sit navn på et projekt, betyder det rigtig meget for hans eftermæle, at det bliver en succes.

Mads Davidsen, træner, Shanghai SIPG

Købet af Pellè er blot det seneste eksempel på de kinesiske klubbers øgede købekraft. I starten af juli blev Zenit St. Petersburg-angriberen Hulk solgt til Shanghai SIPG for over 400 mio. kr., og dermed følger sommerens transfervindue i Kina tendensen fra i vinter, da spillere som 26-årige Alex Teixeira blev solgt fra Shakhtar Donetsk til den kinesiske klub Jiangsu Suning for 373 mio. kr., ligesom den 29-årige Atletico Madrid-angriber Jackson Martínez blev solgt til mesterklubben Guangzhou Evergrande for 313 mio. kr.

I Shandong Luneng kan Pellè komme til at danne angrebsduo med Papiss Cisse, der også netop er skiftet til den kinesiske klub fra Newcastle.

Ny tendens

Det er en ny tendens, at Europa oplever, at topspillerne på kontinentet i deres bedste alder bliver solgt. Tidligere har det været ældre spillere på vej ind i de sidste år af karrieren, der har skiftet til USA, Mellemøsten, Australien eller Kina, da det fodboldmæssigt må anses som et skridt ned ad stigen at skifte europæiske topklubber ud med en kontrakt i Chinese Super League.

Forklaringen skal findes i de enorme lønpakker, kineserne tilbyder. Ifølge den italienske avis Gazzetta dello Sport kommer Pellè angiveligt til at tjene omkring 280 mio. kr. på kontrakten med Shandong Luneng, der gælder frem til slutningen af 2018.

Den danske træner Mads Davidsen, der arbejder under Sven-Göran Eriksson i Shanghai SIPG, har fulgt udviklingen på nærmeste hold siden 2012. Han har efterhånden vænnet sig til de vilde beløb i kinesisk fodbold, og for ham er Pellès løn langt fra usandsynlig.

Da Shanghai SIPG i begyndelsen af juni hentede den brasilianske angriber Hulk, skrev flere medier, at brasilianeren vil tjene omkring tre mio. kr. om ugen. Også danske spillere har prøvet lykken i Kina.

Den forhenværende Sønderjyske og FC Midtjylland Ken Ilsø spillede et år i Kina i klubben Guangzhou R&F F.C under Sven-Göran Eriksson og Mads Davidsen, inden trænerduoen skiftede til Shanghai.

»Der er sket rigtig meget, siden jeg forlod Kina for to siden. Men allerede dengang var der mange dygtige spillere. Det er bestemt ikke en walkover-liga. Hvis man f.eks. kigger på Jackson Martínez, som kom til i vinterens transfervindue, har han jo ikke haft succes. Det skyldes måske, at han slet ikke har de samme medspillere, som havde havde i Porto. I Asien forventes det, at man tager endnu mere initiativ som udlænding, og at man leverer varen i alle kampe,« siger Ken Ilsø, som i dag spiller i Singapore for klubben Home United.

Præsidenten er fodboldfan

Årsagen til de voldsomme summer i kinesisk fodbold hedder groft sagt Xi Jinpeng. Den fodboldglade præsident i Kina har tidligere sagt, at han agter at gøre Kina til en sportslig supermagt som en del af den kinesiske drøm. Før Xi Jinpeng blev præsident, satte han sig tre usædvanlige mål: Kina skal kvalificere sig til VM i fodbold og være vært for mesterskabet, og så ønsker præsidenten tilmed, at kineserne en dag skal vinde en VM-finale.

»Når præsidenten først har sat sit navn på et projekt, betyder det rigtig meget for hans eftermæle, at det bliver en succes. Den tidligere præsident Hu Jintao havde OL som sit prestigeprojekt, og han fik også OL til Kina i 2008. Så når den nuværende præsident Xi Jinpeng siger, at han vil have Kina på fodboldens verdenskort, er det seriøst,« siger Mads Davidsen.

Sidste år fremlagde den kinesiske regering derfor en omfattende reformplan, med tiltag der skal gøre fodbolddrømmene til virkelighed, og den store fokus på sporten betyder, at der er penge i kinesisk fodbold som aldrig før.

»Det, man skal forstå ved Kina, er, at sport og politik hænger meget tæt sammen. Så når en præsident går ud og erklærer sin støtte til fodbold, siger han også indirekte til virksomhederne, at de skal investere i sporten, hvis de vil have bedre relationer til regeringen, som er afgørende for succes i Kina,« fortæller Mads Davidsen.

50.000 fodboldskoler

For at realisere præsidentens drøm om et slagkraftigt kinesisk landshold i fremtiden, fremlagde det kinesiske uddannelsesministerium sidste i år en plan om at bygge 20.000 fodboldskoler inden 2017. I løbet af de kommende 10 år skal antallet af fodboldskoler være oppe på 50.000, og går det, som præsidenten planlægger, skal VM i fodbold afholdes i Kina i enten 2026 eller 2030.

Mads Davidsens nyder at være en del af det kinesiske indtog på den store fodboldscene. Hans klub, Shanghai SIPG, ligger lige nu nr. tre i ligaen, ligesom klubben i august skal spille kvartfinale i den asiatiske Champions League.

»Jeg synes, det er rigtig spændende at være en del af denne udvikling. Det, der sker i Kina, er jo noget, alle har bidt mærke i. Vi kan købe spillere fra øverste hylde, og det havde ingen troet kunne lade sig gøre for bare tre år siden, hvor jeg kom til,” siger Mads Davidsen, som også nyder samarbejdet med Sven-Göran Eriksson.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.