Verden er af lava: Island sendte England ud

Island er i kvartfinalen efter en sensationel, men fortjent sejr over et fatalt engelsk landshold, der skal have ny landstræner.

Artiklens øverste billede
Islændigene jubler efter Ragnar Sigurdsson scoring. Foto: Ariel Schalit/AP

NICE

 Det begyndte som forventet og endte i et af de mest sensationelle resultater i europæisk landsholdsfodbolds lange historie. Det er svært at overvurdere det spektakulære og ubegribelige i Islands 2-1-sejr over England, fodboldens moderland.

I begyndelsen af første halvleg, da den engelske endetribune stadig var kæphøj, sang de en af deres klassikere:  »Who are you, who are you?« Islændingenes tilsyneladende forberedte svar faldt prompte: »We're nobody, we're nobody, the size of Coventry.« Drillerierne mellem to af slutrundens mest passionerede fanskarer siger det meste, men ikke det hele. Mirakler unddrager sig per definition ord, men lad mig prøve alligevel:

Wayne Rooneys straffesparksscoring til 1-0 efter fire minutter fik aldrig lov at diktere kampen.

Blot to minutter senere udlignede Ragnar Sigurdsson. Herefter var englænderne skramlende ringe. De anede ikke deres levende råd. Det mest sofistikerede engelske landshold i mange år spillede uden nerve og mandsmod og traf alle de forkerte beslutninger. Midt i første halvleg var Dele Alli og Aaron Gunnarsson involveret i en nærkamp langt inde på Islands banehalvdel. Gunnarsson nåede at vælte både forlæns og baglæns ind i Alli, at ride på ryggen af den stakkels unge mand, mens englænderen blot slog opgivende ud med armene. Han ville helst bare have et lille frispark. Deri lå forskellen på giganten og lilleputten her til aften.

Det virkede ikke, som om landstræner Roy Hodgson, der oplevede den største engelske fiasko siden nederlaget til USA i Belo Horizonte under VM 1950, havde lagt en gameplan.

England mødte til sin egen forbavselse sit eget gamle jeg. Islændingene spillede som englænderne før Twitter og WAGs. De blåklædte var frådende i alt, hvad de foretog sig.

Det er muligvis en kliché, men de kæmpede for hver eneste bold, selv de umuligste, men formåede samtidig at bestemme opgørets rytme og tempo.

 Indimellem nøjedes de med at parere og afværge, at tage imod, mens de i andre perioder pressede overrumplende højt. Kolbeinn Sigthórssons sejrsmål faldt allerede efter 18 minutters spil, men triumfen var utroligt nok aldrig rigtig i fare. Island var tættere på 3-1 end England var på 2-2.

Min kæreste, der har tilbragt en stor del af sit voksenliv i Island, spurgte mig for nylig, om ikke EM var lidt som at se de store stjerner uden penge i lommerne.

Ronaldo uden Real Madrid, Zlatan uden PSG. Og - kan vi nu tilføje - englænderne uden Premier Leagues udlændinge og tv-aftale. Dem, vi alle sammen kender, blev ydmyget af Bjarnason, Árnason, Bödvarsson og alle Islands andre sønner.

Vi skal vel tilbage til Færøernes sejr over Østrig i Landskrona i 1990 for at mindes noget lignende, men i aften var scenen den største. Vi danskere har Nya Ullevi. Islændingene har Nice. England er færdig. Holdet blev buhet hjem. Og den engelske landstræner siden 2012, Roy Hodgson, måtte træde tilbage efter det historiske nederlag.

 Island fester videre og skal nu møde de franske værter i søndagens kvartfinale på Stade de France. I aften var det Rooney, Kane og alle de andre i hvidt, der lignede en flok nobodies. Det lyder helt afsindigt. Men den er god nok. Jeg ved det, for jeg var her selv.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.