Og så knappede de en bajer op
Det walisiske landshold har en afslappet holdning til EM. Nu er det havnet i den lette halvdel af lodtrækningen, og spillerne aner muligheder.
PARIS — Det er næppe særlig sandsynligt, at Wales vinder EM. Heller ikke selvom holdet er endt i den ”lette” halvdel af knockout-turneringen, hvor skræmmende modstandere som Tyskland og Frankrig først kan mødes i finalen.
Men hvis man skal trække tråde til et mirakel, så er stemningen at sammenligne med den, der var i den danske trup, da Danmark vandt EM i 1992.
Jeg havde ikke behov for at sige ”gør ikke noget dumt” eller ”kun en øl og ikke flere”. De tog selv ansvar.Chris Coleman, landstræner for Wales – om spillernes reaktion efter sejren over Rusland
Da waliserne vandt 3-0 over Rusland i den sidste kampe i gruppespillet og snuppede førstepladsen foran storebror, England, var der tid til at fejre i omklædningsrummet.
Øldåserne blev fordelt, og der blev skålet på sejren.
Et par af spillerne spurgte landstræner Chris Coleman, om de måtte drikke et par stykker mere, når de nåede tilbage til hotellet, og den 46-årige strateg sagde ikke nej.
»Jeg havde ikke behov for at sige ”gør ikke noget dumt” eller ”kun en øl og ikke flere”. De tog selv ansvar,« siger Chris Coleman til The Guardian.
Og for at drage sammenligningen en tand videre til Danmark anno 1992, var spillernes familier også inviteret ind på hotellet.
Dagen efter grillede holdet på hotellet, og humøret var højt.
»Det var nu kokken, der stod for at grille. Jeg har nogle gange selv stået for at grille i min egen baghave, men jeg tror ikke, at jeg kunne lave burgerne, som gutterne gerne ville have dem, og så var det heller ikke værd at tage chance. Vi er ikke forsikrede,« jokede Chris Coleman.
Væk fra hurlumhejet
Selvom Wales deltager i sin første slutrunde siden 1958, er det, som om teamet bag har taget beslutninger, der passer bedre på store nationer, der er vant til hurlumhejet.
Holdet har valgt at slå sig ned i Dinard – en lille by med 10.000 indbyggere – der ligger i regionen Bretagne i det nordvestlige Frankrig ud til Den Engelske Kanal.
»Man kan hurtigt få lejrkuller, når man skal være på hotel i en måned, men den måde, som vores lejr er anlagt på, er perfekt. Der er spillerum, afslapningsrum, og vi bor tæt på vandet. Vi kan let gå ud og få en kop kaffe, og vi er ikke lige midt i en storby, som andre landshold har valgt,« siger Neil Taylor, der scorede mod Rusland.
Sådan er stemningen i truppen, der ikke lider under den samme opmærksomhed som England, hvor der dukker 200 journalister op, hvis Harry Kane bare tænker på at losse til en bold.
Selvom Wales tabte til England, luner førstepladsen alligevel.
»Det var en moralsk sejr for os. Nu har vi håneretten, fordi vi endte på førstepladsen. Det er altid rart at være bedre end England,« sagde Wales’ talsmand Gareth Bale.
Tilskuere: 529
Kampen mellem Nordirland og Wales kommer til at foregå i en lidt anden kulisse end for fire år siden, da de to lande spillede en træningskamp mod hinanden – for 529 tilskuere.
Lørdag spilles kampen på det franske nationalstadion, Parc de Prince, med plads til 46.000 på lægterne, og ihukommende stemningen omkring de to landes fans i de tidligere kampe bliver der tryk på nede på banen.
Det var en faktor, som Chris Coleman også lagde vægt på ved fredagens pressekonference før kampen.
»Det kommer til at handle om, hvem der kan klare presset bedst. Vi har i årevis gerne villet være i søgelyset, og der er vi nu, så nu skal vi forsøge at nyde det,« sagde den walisiske manager.
Selvom Nordirland er blevet spillet ud af banen i to af de tre kampe, som holdet har deltaget i, er tilliden i top.
»Wales har nogle verdensklassespillere, men med vores stærke vilje mener jeg helt seriøst, at vi kan slå enhver. Det kan godt ske, at det kræver lidt held, men ethvert hold er heldige på et eller andet tidspunkt, og hvis vi er det, kan vi gå hele vejen. Vi kommer til at overraske,« sagde Nordirlands bedste spiller, Kyle Lafferty, på pressekonferencen.