OVERBLIK: Hooligans har skabt helvedesuge ved EM i Frankrig
Senest er 20 russere blevet deporteret fra Frankrig efter otte dages uroligheder ved EM i fodbold.
Særligt russiske og engelske tilhængere har trukket overskrifter for deres opførsel ved EM i Frankrig. Her følger et overblik over de voldelige hændelser ved EM:
- 8.-11. juni: Tre døgn inden at Rusland og England møder hinanden i byen Marseille, opstår der uroligheder mellem de to holds fans. De næste tre dage tager urolighederne til. Fransk politi anvender tåregas og vandkanoner for at få situationen under kontrol.
- 11. juni: Efter tre dages uroligheder ender kampen mellem England og Rusland 1-1. Kort efter slutfløjtet trænger russiske tilhængere ind på engelske tilhængeres tilskuerområder, og der opstår nye kampe.
- 12. juni: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) indleder en undersøgelse af urolighederne i forbindelse med kampen. 35 mennesker kommer i alt til skade som følge af kampe mellem de to grupperinger. Tre får alvorlige skader.
- 13. juni: Ti fodboldfans fra England, Østrig og Frankrig kommer for retten i Marseille. Ingen russere er anholdt efter urolighederne. Chefanklageren siger, at 150 russere slap væk. To britiske mænd idømmes henholdsvis tre og to måneder bag tremmer.
- 13. juni: Et medlem af forretningsudvalget i Det Russiske Fodboldforbund (RFU) roser russiske hooligans: "Jeg kan ikke se noget forfærdeligt i tilskuerkampene. Tværtimod gjorde vores tilhængere et godt arbejde. Fortsæt det," skriver Igor Lebedev på Twitter.
- 14. juni: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) idømmer Rusland en betinget diskvalifikation fra EM-turneringen. Opstår der nye uroligheder, ryger holdet ud, meddeler Uefa.
- 14. juni: Fransk politi tilbageholder en gruppe på 43 russiske fodboldfans, som de ønsker at eskortere ud af Frankrig.
- 15. juni: Franske myndigheder deporterer 20 russiske fans. Yderligere tre afventer stadig dom, mens 20 bliver løsladt.
- 15. juni: Kampe mellem politi og flere hundrede fodboldfans bryder ud tæt ved togstationen i Lille, og en bil bliver smadret. Kampklædt politi anvender tåregas og anholder en gruppe engelske fans. 16 mennesker køres på hospitalet.
/ritzau/