Vejle Boldklub forhandler med investorer om millioner
Vejle Boldklub er på pengejagt i bestræbelserne på at kunne holde sig inde i kampen om igen at komme i Superligaen.
De var i det meste af foråret med i kampen om de tre oprykkerpladser, men måtte til sidst strække gevær. Vejle Boldklub kiksede atter oprykningen til Superligaen, hvilket resulterer i, at klubbens økonomi igen er presset.
Derfor er den tidligere mesterklub på jagt efter investorer, og der har af flere omgange været meldt om interesse fra Tyskland.
I forbindelse med generalforsamling tirsdag, bekræfter formand Mogens Svendsen, at der er konkrete forhandlinger med tre investorer.
- Alle tre investorer er interesserede i, at VB er en klub, som skal med i toppen af 1. division og spille med om oprykningspladserne, sagde Mogens Svendsen i følge Vejle Amts Folkeblad
Formanden ønsker ikke at kommentere på nationaliteter på de mulige investorer eller på hvor mange penge, der eventuelt kan være på vej.