Ekspert: Brøndby er en nødlidende virksomhed
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har igen lånt Brøndby penge. Det er et udtryk for, at klubben er ekstremt hårdt presset økonomisk, mener ekspert.
Brøndby IF meddelte tidligere i dag i en pressemeddelelse, at klubben har optaget et lån på fire millioner kroner hos bestyrelsesformand og storaktionær Jan Bech Andersen.
Morten W. Langer, aktieekspert på Økonomisk Ugebrev, er ikke overrasket over det seneste lån. Han mener, at Brøndby er hårdt presset.
»Jeg tror, at deres pengekasse igen er ved at være tom. Brøndby IF er en nødlidende virksomhed, og de er finansielt ekstremt hårdt presset, og derfor har lånet uden tvivl været nødvendigt. Så Jan Bech er igen blevet redningsmanden for Brøndby,« siger han.
»Allerede da de aflagde årsregnskabet kunne man se, at de havde omkring 11 millioner tilbage i kassen. Derfor er det ikke nogen hemmelighed, at de er presset på likviditeten, og at kassen sikkert ville løbe tør her i foråret, hvis de ikke fik penge på den ene eller den anden måde tilført, inden de får gennemført den forventede aktiekapitaludvidelse,« fortsætter han.
Aktiekapitaludvidelse ventes godkendt på den udskudte generalforsamling d. 10. maj.
Om lånet af de fire millioner ligefrem skal tolkes som, at Brøndby har problemer med at udbetale løn for april vil Morten W. Langer ikke gisne om. Men han er ikke i tvivl om, at de er meget hårdt presset, ligesom han ikke tror, at klubben har ret mange andre muligheder end Jan Bech for at skaffe likviditet.
»Uanset hvor meget Jan Bech har været udskældt for den såkaldte Oscar-sag, så skal de i Brøndby være glade for, at de har ham. Jeg tror ikke, at de kan låne penge i bankerne, så Jan Bech er simpelthen deres livline i øjeblikket,« siger Morten W. Langer.
Allerede tilbage i august sidste år lånte Jan Bech ligeledes 14 millioner til klubben. De penge skal efter planen tilbagebetales den 31. juli 2016. Men det mener Morten W. Langer, at Jan Bech og Brøndby vil finde en løsning på.
»Med kapitaludvidelsen vil jeg tro, at Jan Bech konverterer de to lån, han har givet til Brøndby til nye aktier. På den måde får de afviklet gælden til ham. Så det seneste lån er blot for at holde skuden oven vande frem til kapitaludvidelsen. Man skal også huske, at Jan Bech selv har en interesse i at holde skuden i gang, for ved en konkurs vil hans penge jo være tabt,« siger Morten Langer.
Brøndby har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Jyllands-Posten.