Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndbys anfører, Thomas Kahlenberg, roser holdet for at kæmpe sig tilbage i sejren over AGF

Søndagens Superliga-kamp mod AGF blev vundet med 2-1, og Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg kalder sejren fortjent.

Selv om Brøndby ikke spillede sprudlende i 2-1 sejren over AGF i søndagens opgør på Brøndby Stadion, var anfører Thomas Kahlenberg ganske godt tilfreds efter kampen, hvor gæsterne blev svækket med udvisningen af Morten Duncan Rasmussen.

»Vi fik en rigtig skidt start, hvor det selvfølgelig var ærgerligt at komme bagud så tidligt på en dødbold. Jeg synes, vi kæmpede os godt ind i kampen igen, hvor vi spillede lidt mere direkte. Vi får en masse gennembrud og gode chancer, hvor vi egentlig skal score, inden de får det røde kort,« siger Thomas Kahlenberg til brondby.com.

»Da de får det røde kort, vidste vi, at det kunne blive svært, da hold, der kun er ti mand, stiller sig mere kompakt. Jeg synes imidlertid, at holdet bare kæmpede endnu mere, og sejren var helt fortjent. Vi havde de muligheder, der skulle til, hvor især første halvleg var god. I anden halvleg scorer vi på et vigtigt tidspunkt, hvor vi var begyndt at se lidt trætte ud,« lyder det fra den rutinerede Brøndby-kaptajn, som ikke var i tvivl om, at Brøndby nok skulle få flere muligheder for at vinde opgøret.

»Selvom Daniel missede straffesparket, havde jeg en god fornemmelse, da vi allerede inden det røde kort pressede på. Holdet viste god moral. Vi tilspillede os en del chancer, og vi gjorde nok til at vinde kampen. En rigtig vigtig sejr, hvor jeg synes, holdet skal have ros for at vise en god reaktion, fastslår midtbanegeneralen, som i næste runde skal en tur til Aalborg Stadion for at møde Aab.