Fortsæt til indhold
Fodbold

Trods derbysejr: AaB vil ikke tale sølvmedaljer

På to mål af Nicolaj Thomsen vandt AaB 2-0 uden at imponere i Hobro, og dermed overtager nordjyderne andenpladsen i Superligaen.

Der er kun 55 km mellem Hobro og Aalborg i Nordjylland, men foruden titler, trofæer og traditioner er der hele 10 pladser og 31 point til forskel i tabellen i Danmarks bedste fodboldrække. Og afstanden mellem de to nordjyske hold ser kun ud til at blive større og større.

For selvom AaB ikke for alvor foldede sig ud denne kølige søndag eftermiddag på DS Arena i Hobro, var klasse- og kvalitetsforskellen tydelig over 90 minutter. Derfor var det helt fortjent, at AaB med en sejr på 2-0 spillede sig ind i top 2 i Superligaen og udbyggede den indbyrdes statistik mod ”lillebror mod syd” til fire sejre i træk og en plusmålscore på 14-0.

»Vi er absolut ikke tilfredse med kampen, men vi vandt på udebane, og det tager vi med,« sagde AaB-træner Lars Søndergaard, der ikke havde mange ord om nordjydernes rolle i sølvkampen.

»Jeg vil nødigt tale om det efter den indsats, vi leverer i dag. Den var ikke til at være deroppe, og sådan en kamp skal man ikke lukke øjnene for. Men det svinger meget i fodbold, og jeg tror, det bliver et tæt løb,« sagde Lars Søndergaard.

Hobro indledte klart bedst, og succesoplevelserne lod vente på sig i AaB-lejren. De medrejsende fans fra Aalborg sang kampen igennem en masse om traditioner og tre point, men stort set alt hvad Lars Søndergaards mandskab rørte ved i første halvleg forblev lige ved og næsten. Småchancer i feltet endte uden afslutning, den sidste aflevering i kombinationsspillet glippede, og den udfordrende dribling blev for lang.

Foruden et par chancer til formstærke Thomas Enevoldsen og Superliga-topscorer Lukas Spalvis var boldbesiddelse det eneste, som AaB kunne prale af i kampens første time. Dog var det som fodboldromantiker skønt at se Superligaens assistkonge, Nicolaj Thomsens,bevægelser med bolden. Nok var ikke alt rosenrødt, men den 22-årige skagbo har en boldbehandling, der er ligeså kærlig som Hugh Grant over for Julia Roberts i 90’er-klassikeren Notting Hill.

Ikke overraskende var det netop Nicolaj Thomsen, der sendte AaB foran 1-0. Efter 62 minutter modtog han bolden ved kanten af feltet og med en kølig afslutning mod det lange hjørne sendte han den tætpakkede endetribune af rødhvide nordjyder i jubel.

»Jeg har sjældent set så mange fejl. Første halvleg var en ørkenvandring, men vi kæmpede os ind i kampen og havde de individuelle kvaliteter, der kunne lukke kampen,« sagde Lars Søndergaard.

Et kvarter før tid blev et skud fra Thomas Enevoldsen reddet af Jesper Rask, men returbolden røg ud i fødderne på Nicolaj Thomsen, der dernæst udplacerede Hobro-keeperen i det samme lange målhjørne. 0-2 på måltavlen med et kvarter igen og tak for i dag i Nordjylland.

Artiklens emner
AaB