Jan Bech Andersens farvel som bestyrelsesformand er et forsøg på at lappe på et slidt image
Når Jan Bech Andersen nu siger farvel til Brøndbys bestyrelse, er det et forsøg på at rette op på et bulet image
Når Brøndbys pengemand og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen nu melder ud, at han ikke stiller op til genvalg som formand i Brøndby IF på generalforsamlingen den 13. april, er det et forsøg på at rette op på de imageskrammer, som klubben fra Vestegnen ragede til sig i forbindelse med den såkaldte oscargate.
Det mener sportsøkonom og branding-ekspert Kenneth Cortsen, som peger på, at der er et udtalt behov for stabilitet og retning i Brøndby IF efter det kaos, der opstod i slipstrømmen på afsløringen af, at det var Jan Bech Andersen, der stod bag debatprofilen "Oscar" på det største Brøndby-fansite, Sydsiden Online.
Bag dette navneskjul, som han fik via sin yngste søns navn, langede Jan Bech Andersen voldsomt ud efter både den tidligere sportschef Per Rud og cheftræner Thomas Frank, og som fik sidstnævnte til at sige farvel og tak til trænerjobbet.
»Jan Beck Andersens beslutning om at træde ud af bestyrelsen er både fornuftig og nødvendig på den måde, at det nu handler om at sende et signal til omverdenen om, at der er styr på forretningen i Brøndby efter oscargate, som han jo var skyld i,« siger Kenneth Cortsen.
Han mener, at klubben både internt og eksternt har brug for ro omkring sit image, som fik nogle alvorlige buler, da det stod klart, at en bestyrelsesformand i et børsnoteret selskab havde optrådt både Illoyalt og yderst uprofessionelt i forhold til sine ansatte.
»Klubben ville tabe meget, hvis man efter denne sag fortsat havde sådan en mand siddende i bestyrelsen. Så sender man et signal om, at det fremadrettet er o.k. at handle med hovedet under armen, og det ville være uansvarligt i forhold til alle de interessenter, der er omkring klubben,« siger Kenneth Cortsen, som er helt sikker på, at hvis f.eks. en talenttræner, en spiller eller en sportschef havde handlet på samme illoyale måde, var vedkommende blevet ekskluderet.
Selv om Jan Bech Andersen nu forlader det besluttende organ i Brøndby IF, har han samtidig meldt ud, at hans økonomiske engagement i klubben ikke bliver berørt at hans beslutning.
Rigmanden er fortsat den klart største eneinvestor med en ejerandel på omkring 26 pct., og for at rette op på klubbens skrantende økonomi lovede han efter det kaotiske forløb med afsløringen af oscargate, at han ville skyde yderligere 80 mio. kr. ind i klubben.
Kenneth Cortsen er dog spændt på, hvordan konstellationen vil være i klubben fremover, da Jan Bech Andersen nok forventer en eller anden form for indflydelse i lyset af de mange millioner, som han har skudt i klubben og fremdeles også vil gøre.
»Det bliver interessant at se, hvordan han vil gøre sin indflydelse gældende, når han ikke længere er en del af bestyrelsen. Klubben kan jo godt bruge hans penge. Det er normalt sådan, at hvis du skyder penge ind i et foretagende, forventer du også at have noget at skulle have sagt« siger Kenneth Cortsen, som anser det som realistisk, at Jan Bech Andersen har haft indflydelse på, hvordan den kommende bestyrelse er blevet sammensat.
Klubbens bestyrelse er også på jagt efter en betragtelig kapitalindsprøjtning ud over de mange millioner, som Jan Bech Andersen allerede har lovet.
Ifølge planerne skal der skaffes omkring 127 mio. kr., og skal den plan lykkes, skal bestyrelsen have opbakning til ønsket på generalforsamlingen den 13. april, og der skal siges ja til flere punkter, før det kan blive til virkelighed.
Først og fremmest ønsker bestyrelsen grønt lys til at halvere værdien af de nuværende aktier i den økonomisk udfordrede klub. En nominel kapital på godt 102 mio. kr. skal halveres ved, at stykstørrelsen på hver aktive nedskrives fra en krone til 50 øre.
Dernæst ønsker bestyrelsen bemyndigelse til at forhøje kapitalen i klubben ved at kunne sælge flere end 255 millioner nye aktier til en værdi af i alt godt 127 mio. kr. De nuværende aktionærer skal have fortegningsret på de nye aktier.
Brøndby offentliggjorde tidligere i marts et underskud for 2015 på 17 mio. kr.