Ranieri om succesindskiftning: Det er min pligt
Claudio Ranieri lader sig ikke rive med af den hyldest, han modtager i kølvandet på sejren over Norwich.
Leicester-manager Claudio Ranieri har ikke svært ved at finde pæne gloser om sig selv, hvis han åbner de engelske aviser i denne sæson.
Han har ført sit hold af nedrykningsfavoritter til en sensationel førerposition i Premier League, og i weekenden viste Ranieri stort mod, da han hev en forsvarsspiller ud for at satse med angriberen Leonardo Ulloa i slutminutterne mod Norwich.
Det gav pote, da Ulloa scorede kampens enlige mål i sidste minut, og roserne er væltet ned over den italienske manager efterfølgende.
Selv tager han dog superlativerne med ro.
»Jeg kan godt lide, når jeg har noget at lave. Når du ændrer noget, og ændringen bliver til løsningen, er det fantastisk,« siger Claudio Ranieri ifølge Reuters.
»Vi tog chancen, men det er det, en manager er ansat til; at løbe en risiko,« lyder det fra succestræneren.
Han lægger ikke skjul på, at han gerne løber en risiko igen, selv om man egentlig står til at hente et enkelt point.
»Man kan tabe, men det er kun et point mindre end et uafgjort resultat,« siger Leicester-manageren med henvisning til, at der er tre point at hente ved en sejr.
Tirsdag aften skal Kasper Schmeichel og Leicester igen i aktion for at spille sig tættere på historiens måske mest overraskende engelske mesterskab.
Hjemme på King Power Stadium tager førerholdet imod West Bromwich Albion, der er placeret som nummer 13 i ligaen.
Leicester fører Premier League med to point ned til Tottenham på andenpladsen.