Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF fik sin første sejr med Glen Riddersholm

AGF vandt 1- 0 over svenske Örebro, da Morten ”Duncan” Rasmussen fik comeback. Uden at score. Matchvinder blev Jesper Lange.

Morten ”Duncan” Rasmussens comeback i AGF endte ikke med an scoring fra angriberen, som efter aftale spillede den første time af testkampen mod svenske Örebro. I stedet blev Jesper Lange matchvinder med knap 10 minutter tilbage efter voldsomt AGF-overtag.

AGF dominerede fuldstændigt mod et svensk hold, der tydeligt ikke stillede i stærkeste opstilling, mens AGF-træner Glen Riddersholm havde udpeget de 11, der ser ud til at blive grundstammen på AGF’s hold i foråret. Forskellen kunne ses tydeligt på provinsbyen Portimaos Estadio Bela Vista.

Kollektivt strålede AGF’erne af energi, midtbanespillerne var uhyre løbestærke og løbevillige og begge backs kom næsten hver gang med for at støtte kanterne. Danny Olsen stod for to nærgående forsøg fra distancen, det første et fladt skud, det andet et lob fra kanten af feltet, som målmanden fik vippet over.

I venstre side fungerede samarbejdet mellem Daniel Christensen og Aleksandar Cavric effektivt, og serberen gjorde sin direkte modstander totalt rundtosset.

I lange perioder havde AGF’erne held til at stresse svenskerne til at slippe bolden eller lave fejl, hvorefter der blev spillet rundt om Örebro, sidste sæsons nummer ni i Allsvenskan. Det var ret tydeligt, at AGF’erne af træner Glen Riddersholm er blevet bedt om så ofte som muligt at sparke bolden ind foran mål, hvilket giver god mening, når Morten ”Duncan” Rasmussen spæner rundt i feltet.

I første halvleg var han et par skridt efter et par tværpasninger, men deciderede målchancer nåede han ikke frem til. Det gjorde Örebro som helhed så absolut ikke.

Fem minutter efter pausen fik Morten ”Duncan” Rasmussen snittet et Danny Olsen-frispark mod mål, men målmanden hev en refleksredning frem, Elmar Bjarnason fik en fin skudchance og Aleksandar Cavric sparkede forbi.

Efter en time blev Morten ”Duncan” Rasmussen byttet ud med Jesper lange, mens Alexander Juel Andersen erstattede Niklas Backman.

AGF fortsatte dominansen, men 10 minutter før tid fik Örebro et kontraangreb og et skud, som Steffen Rasmussen fik hånden på. Forsøget var Örebros første – og eneste – i 90 minutter. Otte minutter før tid mødte Jesper Langes venstrefod et indlæg fra Daniel Christensen, og Lange dirigerede bolden over i fjerneste målhjørne helt nede ved stolpen.

Kampen var AGF’s fjerde træningskamp. Den første blev tabt til Esbjerg (0-1), siden fulgte et nederlag i Viborg (0-2), uafgjort mod FC Midtjylland (1-1) , inden et ungt AGF-hold tabte til tjekkiske Jablonec (0-2) i søndags.

AGF’s tredje kamp på træningslejren i Portugal spilles lørdag kl. 14.00 dansk tid mod Kalmar fra Sverige.