Fortsæt til indhold
Fodbold

Kuglepennen er lagt foran tre profiler

AaB har tilbudt kontrakter til tre af de vigtigste spillere i klubben.

Onsdag forlængede AaB med klubbens måske vigtigste spiller Rasmus Würtz. Det er vist, hvad man kalder rettidig omhu, for at miste en spiller med 372 superligakampe vil gøre ondt på den velspillende midtbane.

Men foran AaB-sportschef, Allan Gaarde, ligger stadigt et arbejde, for han har endnu tre spillere, der lige nu kan forhandle frit med andre klubber, og det er ikke hvem som helst: Kenneth Emil Petersen (233 superligakampe), Patrick Kristensen (214) og Rasmus Jönsson (52) har alle kontraktudløb til sommer.

»De har alle fået et kontraktudspil fra os,« siger Allan Gaarde.

Ved vinterpausen ligger AaB som nummer to i Superligaen, men sportschefen kigger ikke umiddelbart i tabellen, når han vurderer, hvem han vil forlænge kontrakten med.

»Med kontraktforlængelser skal vi tænke mere end et år frem, for det er let at blive fanget i en kortsigtet tankegang, men det er en fejl, for så rammer det en som en boomerang. Vi skal bevare overblikket, uanset om vi ligger i bund eller top og ikke blive for euforisk over spillet og give vanvittige lange og dyre kontrakter,« siger Allan Gaarde.

I mine øjne er Nicolaj Thomsen en af Superligaens bedste spillere.
Allan Gaarde, , sportschef i AaB

På trods af at AaB ligger nummer to i Superligaen, blot et point efter FCK, får det ikke Allan Gaarde til at gå ud og forsøge at investere sig til et danmarksmesterskab.

»Sådan tænker vi ikke. Vi skal få det her hjul, der kørte så godt til slut i efterårssæsonen, til at køre endnu bedre, så vores mål er at forbedre os, med det vi har. Dermed ikke sagt, at der ikke kommer til at ske noget, men det er den væsentligste fokus.«

AaB’s største salgsobjekt er Nicolaj Thomsen, der har spillet fuld tid i samtlige 18 kampe i efteråret. Derudover spillede han et flot U21-EM i foråret, hvilket ikke har gjort interessen mindre. Endvidere har han kontraktudløb ved udgangen af 2016.

»I mine øjne er Nicolaj Thomsen en af Superligaens bedste spillere, men status er, at han er AaB-spiller året ud.«

Men hvis I havde ligget nummer seks med 10-12 point op til nummer et, ville du så have været mere tilbøjelig til at tage imod tilbud på Nicolaj Thomsen?

»Det er et godt spørgsmål. Det er selvfølgelig med i overvejelserne, at vi ligger, hvor vi gør. Der er masser af interesse om Nicolaj, men der ligger ikke konkrete tilbud,« siger Allan Gaarde.

Nicolaj Thomsen har over for AaB gjort det klart, at han vil til udlandet, hvilket passer ind i den nordjyske klubs strategi.

»Når vi henter spillere, er det en del af drømmen, at vi kan give dem muligheden for et udlandseventyr. Det er ikke altid, at vi kan betale den største løn i den første kontrakt, men vi har en historie, der viser, at vi formår at sælge spillere, og at de kommer af sted, når muligheden er der. Vi sender endda ofte spillere af sted og til fine klubber som Panathinaikos, Aston Villa, Twente, Ajax og Juventus. Det gør os troværdige over for vores spillere,« siger Allan Gaarde.

Et andet stort salgsobjekt er litauiske Lukas Spalvis, der har scoret 17 mål i denne sæson.

»Der er masser af interesse for topscoreren i Superligaen, men det er ikke sådan, at der hver eneste dag kommer fire-fem tilbud, og der er en masse snak, uden at der er noget konkret,« siger Allan Gaarde.

For Lukas Spalvis’ vedkommende gælder det, at han først har kontraktudløb i sommeren 18, hvilket betyder, at AaB har råd til at vente på det rette tilbud.

En af AaB’s gamle kæmper, Thomas Augustinussen, har også kontraktudløb til sommer, og han er ved at blive sluset ind i livet efter fodbolden.

»En del af aftalen med Thomas er at integrere ham i en anden del af klubben, og vi er med til at forberede ham på den næste fase i sit liv. Han har i efteråret været en lille del af salgsteamet, og i foråret bliver han en endnu større del. Han er stadig fodboldspiller, men det er en investering i hans fremtid. Vi har aftalt, at vi tales ved senere på året, om hvad der skal ske efter sommeren, så der er ikke truffet en beslutning,« siger Allan Gaarde.

Artiklens emner
AaB