Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB: Selvfølgelig kan vi vinde det mesterskab

Flere AaB-spillere ser vinterens transfervindue som helt afgørende for, om holdet kan duellere om Superligaens guld.

De har stået i denne situation før, AaB-spillerne. Holdet har duelleret med større og mere velpolstrede klubber om mesterskabet og alligevel vundet det til sidst. For to år siden var det mod især FC København og FC Midtjylland, og da endte det med pokaltitel samt mesterskab. I 2008 vandt holdet også mesterskabet i duel mod de samme to klubber.

Efter AaB’s flotte 2-0 sejr i Brøndby søndag befinder AaB, FC Midtjylland og FC København sig i et lille udbrud i Superligaen og især Brøndby. I modsætning til i 2008 og i 2013 vil AaB-spillerne nu gerne tale om sandsynligheden for at vinde det guld. For man kan tænke på et Danmarksmesterskab, når man er et point fra førstepladsen og halvdelen af turneringen er afviklet.

»Selvfølgelig kan man det,« sagde midterforsvareren Kenneth Emil Petersen efter sejren i Brøndby.

»Transfervinduet her til vinter bliver vildt afgørende,« fortsatte han.

»Vi stræber efter at spille, som vi gjorde for to år siden, og da mangler vi fortsat at kunne holde vores topniveau i to halvlege af hver kamp, men vi har fået Lukas Spalvis tilbage på holdet, og det giver en masse. Der var mange, som talte om Anders K. Jakobsen, da vi solgte ham i sommers til OB. Der er ikke nogen, som taler om ham nu,« lød det fra Kenneth Emil Petersen med henvisning til, at Anders K. Jakobsens brud med AaB ikke var alt for kønt.

Thomas Enevoldsen trives i sin nye rolle som andenangriber sammen med Superligaens topscorer Lukas Spalvis, og han er enig med Kenneth Emil Petersen i, at AaB kan duellere om guldet, men det sker kun, hvis især Nikolaj Thomsen og Lukas Spalvis fortsat er i AaB til forårssæsonen.

»Lige nu ligger vi deroppe, men der kommer et transfervindue, som afgør meget. Vi må se, hvad der sker, og hvem der er i klubben, når vi begynder træningen igen,« lød det fra Enevoldsen.

For Brøndby var nederlaget til AaB et af de mere alvorlige. Holdet stræbte efter at overhale netop AaB samt Sønderjyske, der vandt 2-0 over Hobro tidligere på søndagen. I stedet er der nu fem point op til de tre tophold, og Brøndby kan endda risikere at overvintre på en leverpostejsfarvet sjetteplads, hvis holdet taber næste weekend i Farum.

»AaB var bedre end os. Nogle gange skal man tage hatten af for modstanderen,« lød det fra en yderst kortfattet Daniel Agger, der virkede meget skuffet over nederlaget.

»AaB har et topniveau, som er en del over vores,« sagde landsholdsanføreren ærligt.

Thomas Frank, cheftræneren, erkendte, at Brøndby nu befinder sig en skidt periode. Holdet har ikke vundet i tre kampe, om end dette nederlag til AaB var holdets første i syv opgør.

»Efter en lang serie med mange point og gode præstationer, har vi slidt med tingene i de seneste par kampe,« erkendte Thomas Frank.

Han købte dog ikke præmissen om, at næste weekends kamp er »spritafgørende« for Brøndby indgang til vinterpausen og fortællingen om Brøndby indtil forårssæsonen.

»Næste weekend er spritafgørende. I dag var spritafgørende. Jeg har ikke prøvet at gå ind til en kamp med dette hold, som ikke var meget afgørende,« sagde Thomas Frank.

Han fastholdt, at Brøndby har niveauet til top tre i Superligaen, selv om der lige nu er fem point op til de øverste tre hold.

»Det synes jeg bestemt, at vi har, men der er flere hold, som byder sig til. AaB har ni spillere fra holdets mesterskabssæson, og det er rart for dem at kunne sætte dem på holdet uge efter uge,« lød det fra Brøndby-træneren.

Artiklens emner
AaB