Fortsæt til indhold
Fodbold

FCK kom og skred med det samme igen

Københavnerne nåede kun lige ind på MCH Arena, inden de satte sig ud i holdbussen igen.

Topkampen mellem FC Midtjylland og FC København blev søndag aften aflyst en time før den skulle spilles, fordi sikkerheden ikke kunne garanteres i forbindelse med stormen Gorm.

Dermed nåede FCK at tage den lange tur fra København over Storebælt og hele vejen til Herning, inden de ved ankomst til MCH Arena kunne konstatere, at kampen ikke blev til noget.

Da holdbussen parkerede foran stadion omkring kl. 16.45, trippede spillere, trænere og andet personale fra FCK ind på MCH Arena. Men ligeså hurtigt, som de kom ind på stadion, forlod de det igen.

Årsagen til FCK's hast med at komme fra stadion skal findes i, at man håber at komme forbi Storebæltsbroen, inden denne eventuelt lukker senere på aftenen.

"Vi respekterer, at sikkerheden er det ultimativt vigtigste i forbindelse med de her arrangementer, og derfor forstår vi beslutningen om at aflyse kampen. Vi ville gerne have spillet, men det er der jo ikke noget at gøre ved," siger Jes Mortensen, pressechef i FC København.

Det vides endnu ikke, hvornår kampen vil blive spillet.