»Mange børn vil have mere fodbold«
Fodbold: IF Lyseng regner med at kunne skaffe de 40 børn, der skal til for at oprette AGF’s foreningstilbud i klubben. AGF vil med projektet skabe flere talentudviklingsmiljøer i og omkring Aarhus.
Efter planen vil der fra det kommende skoleår være fem forskellige steder i og omkring Aarhus, hvor børn fra 0. til 3. klasse hver eftermiddag spiller fodbold i AGF-regi i SFO-tiden.
Klubberne Aarhus Fremad, Hørning IF, Odder GF, Hornslet IF og IF Lyseng har indgået en aftale med AGF om, at der skal forsøges oprettet et foreningstilbud i hver af de fem klubber, og at AGF skal stå for driften.
To træninger ikke nok
I IF Lyseng er bestyrelsesmedlem og U12-træner René Frost kontaktperson på projektet, og han fortæller, at klubben har en forventning om, at den nok skal finde de mindst 40 børn fra 0. til 3. klasse, der skal til for at oprette det ny tilbud.
»Min erfaring er, at børn i den alder ikke kan få fodbold nok. Det er ikke sådan, at vi har fået tilkendegivelser fra forældre om, at deres barn har lyst til at gå i det nye tilbud, men min fornemmelse er, at vi nok skal skaffe det nødvendige antal børn. Mange børn vil have mere fodbold, og for dem er to holdtræninger om ugen ikke nok,« siger René Frost.
Han ser langt flere fordele end ulemper ved tilbuddet.
»Samfundsmæssigt bliver det dog nok en konkurrent til de nuværende SFO’er. Nogle vil sikkert også sige, at de her børn bliver pacet, for at vi kan sikre AGF’s fremtid. Men det er ikke tanken med projektet, og derfor er vi gået med i det,« siger René Frost.
Det bliver ikke noget krav fra IF Lysengs side, at de børn, der er tilmeldt AGF’s foreningstilbud, også er medlem i IF Lyseng.
Men René Frost håber og tror på, at det vil have en synergieffekt på IF Lysengs medlemstal, at AGF er mere synlig i klubben.
Anders Madsen, talentchef i AGF, er initiativtager bag projektet, og når han skal forklare, hvorfor AGF vil lave et fodboldforløb til de yngste skolebørn, tænker han tilbage på sin egen barndom.
Væk fra iPad’en
»Da jeg var barn, spillede vi fodbold på gaden så snart, vi havde fri fra skole. Der var ikke noget med at sætte sig foran iPad’en eller computeren efter skole. Den tankegang vil vi gerne have, at flere børn i og omkring Aarhus får, så derfor har vi skabt nogle rammer, hvor børn naturligt kommer ud og bevæger sig,« siger AGF-talentchefen.
Men hvad gør I, hvis et barn bliver træt af at spille fodbold hver eftermiddag?
»Hvis et barn bliver fodboldtræt eller bare træt generelt, tilpasser vi tilbuddet til det barn. Vi kan vælge at skrue ned for barnets aktiviteter eller sætte barnet i gang med en anden aktivitet. To gange om året vil vi afvikle samtaler med børnenes forældre for at sikre, at børnene er glade for tilbuddet,« siger han.
Det bliver frivilligt for børnene at møde op til fodboldundervisningen i den forstand, at hvis man skal til et sølvbryllup eller bare er træt på dagen, er det i orden at melde afbud. På samme vilkår som det foregår i klubberne.
Anders Madsen mener, at fundamentet for aarhusiansk fodbold bliver bedre og bredere med det nye foreningstilbud.
»Der kommer til at være flere fodboldspillere i byen, og dermed bliver både bunden og toppen forbedret. På sigt vil det her projekt sikre, at der kommer flere talentudviklingsmiljøer i og omkring Aarhus. Men det er og bliver et sideproduktet ved det,« siger han.
To klubber afslog
Den nye skolereform har allerede fået mange børn til at sive fra SFO’erne i Aarhus, og med AGF’s tilbud er det en nærliggende tanke, at endnu flere børn vil søge væk fra skolefritidsordningerne.
Det scenarie vil Anders Madsen dog heller ikke afvise. Han vil blot lade det være op til den enkelte familie at vurdere, hvad den finder bedst for barnet. I hvert fritidstilbud skal der fuldtidsansættes en person, der tager sig af den daglige aktivitet efter skoletid.
Kravet til de ansatte er, at de skal have enten en idrætsfaglig eller pædagogisk baggrund, helst en krydsning af begge.
Anders Madsen hæfter sig dog ved, at den pædagogiske baggrund vægter højest.
»Vi har lavet en liste over potentielle kandidater til jobbet. Vi er ret fortrøstningsfulde omkring, at vi nok skal finde egnede kandidater, da forudsætningerne for at finde dem er god i en studieby som Aarhus,« siger han.
AGF har i alt været i dialog med syv klubber alle med kunstgræsbaner. Både TST fra Tilst og HOG Hinnerup har valgt at afslå tilbuddet om at være med.