Landsholdet er i dyb krise efter Zlatansk ydmygelse
Danmarks dårlige landshold kommer ikke til EM, og det befinder sig i et perspektivløst trænervakuum efter to ydmygende kampe mod Sverige.
Vi danskere har i lidt over 30 år tænkt, at vi enten har et hold i den europæiske top eller niveauet lige under, når vi stillede med de bedste ”drenge” i nationen. Sådan er ikke længere. Det er tid til, at opfattelsen af det danske fodboldlandshold revurderes. Dette er ikke længere et godt landshold. Det er end ikke gennemsnitligt i et europæisk perspektiv, for lige nu er minimum 24 nationer på kontinentet bedre.
De skal til EM. Det skal Danmark ikke efter 2-2 mod Sverige tirsdag og 3-4 samlet. Cifrene lyver, for det var ikke spændende i Parken. Over to kampe blev Danmark især taktisk udstillet af et rigtigt opsat svensk hold, som havde luret danskerne. Morten Olsen blev simpelthen slået på flere områder af Erik Hamrén.
Da Danmark havde fat i Sverige i begyndelsen af tirsdagens opgør, lavede Zlatan Ibrahimovic en mavepuster af en scoring på en smart, indøvet detalje efter et hjørnespark. Mål, punktum og færdig. For så skulle Danmark score to mål i en fodboldkamp, og det kan holdet jo ikke.
Inden kampens begyndelse var denne aften som at række armen ind i et mørkt hul uden at vide, hvad man fandt derinde. I fodboldforstand var alt i spil. Var det slut med Morten Olsen i dansk topfodbold efter denne tirsdag aften? Efter 102 kampe som spiller og 165 som landstræner? Ja, det var det. Han kan i skrivende stund vælge at fortsætte til næste sommer som en træner uden perspektiv, men han får ikke flere betydende kampe for Danmark.
Olsen havde igen overrasket i sin startopstilling. Det er efterhånden blevet et ritual. Denne gang havde han sat mere fysiske Thomas Delaney og Pierre Emile Højbjerg centralt.
I kampens begyndelse så det ud til at være en fremragende idé. Thomas Delaney var god, og derfor rullede Danmark ned mod et i den periode apatisk svensk landshold.
Den enorme chance kom efter otte minutter. Yussuf Poulsens afslutning blev banket på egen overligger af Kim Källström i en desperat aktion. Returen faldt til Daniel Agger, som fik sit skud, og derpå bankede Thomas Delaney til sidst bolden langt over mål.
Danmarks begyndelse på kampen var opløftende, men den hyppige seer af landsholdets kampe ville vide, at initiativet og energien ofte ebber ud efter kort tid. Det skete også, og så pustede Zlatan alle lysene ud på de kager, der var stillet frem i store og små danske, hjem for at hygge om denne aften.
Svenskerne havde aftalt en indøvet detalje på et hjørnespark. En flad bold blev sendt ind i feltet, og en svensker løb i vejen for danskeren, som skulle følge Zlatan. Det var Simon Kjær, som tøvede i et halvt sekund, hvilket gav Zlatan en meter. Det er alt rigeligt for en verdensklasseangriber. Zlatan stødte smart bolden i mål, og så var den kamp reelt ovre.
Sådan var det nærmest som om, at selv spillerne, med et par få undtagelser, tænkte i resten af 1. halvleg. Til tider gav de nærmest op. Som da hverken Simon Kjær eller Lars Jacobsen sprintede efter en løs bold. Zlatan kom imellem og lavede et indlæg, som Danmarks bedste anfører Daniel Agger studsede lige over eget mål.
Det hjalp heller ikke Danmark, at Nicklas Bendtner nærmest ikke var til stede på banen. Dette var en direkte pinlig præstation af Bendtner, som blev udskiftet, før der var spillet en time. Det skete til personlig pibekoncert fra publikum i Parken, og det har Bendtner aldrig oplevet før. Den detalje var som det bedste billede på dette antiklimaks af en kamp. For det var jo Bendtner, der skulle have været helten, og i stedet luskede han ud af køkkendøren. Uønsket og uduelig.
Efter 75 minutter var det helt, helt slut, da Zlatan Ibrahimovic ude af sig selv af glæde gled ud mod sidelinjen og blev nærmest angrebet af samtlige svenske spillere og trænere. Han havde scoret på et formidabelt frispark. Det mål gjorde, at der ikke kom spænding i kampen, da Yussuf Poulsen reducerede efter 81 minutter, eller da Jannick Vestergaard udlignede i overtiden.
De danske tilhængere sluttede kampen ved nærmest heltemodigt at synge nationalsangen på en måde, så man blev helt trist. For i den anden ende jublede de gule og blå. De vidste, hvad de skal næste sommer. De gør danskerne ikke.