Leon Andreasen er kommet i tvivlsomt selskab med andre spillere, som har scoret med en ulovlig legemsdel
Med sin scoring med hånden er Leon Andreasen kommet i selskab med både Messi og Maradona, som begge har haft en hånd med i spillet.
Det ligger i sportsgrenens natur, at mål i fodbold bør scores med alt andet end armene eller hænderne, som en anden sportgren jo har taget patent på.
Så Leon Andreasens afgørende mål for sin tyske klub Hannover 96 i 1-0 sejren over FC Köln er nu blevet et hedt debatemne i den tyske presse, og det tyske fodboldforbund har åbnet en sag mod danskeren, som risikerer karantæne for sin tvivlsomme scoring.
Hvis det er nogen trøst for den danske midtbanespiller, er han med sin håndscoring havnet i selskab med stjerner som Maradona og Messi, som begge har fået godkendt en scoring, som reelt burde være annulleret, hvis dommerne havde set episoden i langsom gengivelse.
Den mest berømte scoring med hånden tilhører utvivlsomt argentineren Diego Maradona, som ved kvartfinalen ved VM i fodbold i 1986 mod England steg til vejrs i en duel med engelske målmand Peter Shilton og puffede bolden i mål til en 1-0 føring til Argentina, som endte med at vinde VM-titlen.
Hans landsmand Lionel Messi fra Barcelona har i sin karriere lavet masser af fremragende mål, men hans scoring til 1-1 i opgøret mod Espanyol i den spanske liga i 2007 var stærkt tvivlsomt og burde være annulleret af kampens dommer.
Messi havde nemlig hånden til hjælp, da han steg til vejs og foregav at heade til bolden. Målet ligner i høj grad Maradonas mål mere end 20 år tidligere.
I den mere løsslupne ende af uartige scoringer, finder man det mål, som den tidligere tyske topmålmand Oliver Kahn bankede ind med næverne i kampens døende minutter efter et hjørnespark i nederlaget på 2-3 til Hansa Rostock i 2001.
Målet blev dog straks underkendt, og Kahn fik gult/rødt for balladen, men han kunne dog efter kampen joke med sin handling.
»Jeg troede, at målmanden måtte bruge hænder i målfeltet,« sagde Oliver Kahn efterfølgende på pressemødet.
En af de mest debatterede scoringer var Frankrigs mål til 1-1 i en playoffkamp mod Irland i 2009.
Den første kamp vandt Frankrig 1-0 på hjemmebane i Paris, men i kamp nummer to kom Irland foran 1-0, og dermed gik kampen i forlænget spilletid.
Her fik Frankrig frispark udenfor Irlands felt, og bolden kom ind til Thierry Henry, som med hånden lagde bolden ind til William Gallas, der kunne score til resultatet 1-2 og sende Frankrig videre til VM-slutrunden, som blev spillet i Sydafrika i 2010 med Spanien som vinder.
Selv om Fifa indledte en sag mod franskmanden, blev han aldrig straffet for at spille håndbold inden det afgørende mål.
»Der er ingen anden lovtekst, der tillader komitéen at sanktionere hændelser, som er undsluppet dommernes opmærksomhed,« konkluderede Fifa dengang.
Thierry Henry indrømmede efter kampen, at han spillede bolden med hånden, men det havde altså ingen betydning, da det 21 mand store disciplinærudvalg skulle afgøre sagen.