AGF vil investere flere penge i Superliga-truppen
Trods et underskud på 23,6 mio. kr. er Jacob Nielsen er yderst tilfreds med resultatet af årsregnskabet.
Kan man være tilfreds, når man har tabt 23,6 mio. kr. på et regnskabsår?
I AGF er svaret ja, for de 23,6 mio. kr. kom som en direkte konsekvens af nedrykningen til 1. division, og siden har direktør for Aarhus Elite, Jacob Nielsen, skåret så meget i udgifterne, at der forventes et regnskab i balance på mellem 2 og -2 mio. kr. for næste regnskabsår.
»De penge kommer vi til at hente i forbedret drift i form af besparelser. Så det er ikke et spørgsmål om, at vi tror, at der begynder at komme flere tilskuere, og vi har heller ikke ændret vores sportslige forudsætninger i forhold til transferindtægter eller en bedre placering. Det er omkostningsniveauet, vi har minimeret,« siger Jacob Nielsen.
Besparelserne kommer fra løn, hvor der er skåret 13 mio. kr. fra 70 til 57 mio. kr. Gennem en årrække har Aarhus Elite ligget på at have omkring 90 ansatte, men det tal er nu 18 færre.
Og det er vel og mærke ikke på spillerlønninger, der er sparet. Faktisk tværtimod.
»Vi bruger flere penge på det sportslige setup, i forhold til sidst vi var i Superligaen, og vi skal forøge vores sportslige omkostninger, for målsætningen er at skabe flere indtægter på sigt, hvis vi investerer rigtigt,« siger Jacob Nielsen.
Direktøren roses for at have fået styr på udgifterne i Aarhus Elite.
»Jacob Nielsen trimmer typisk organisationen og sætter tæring efter næring. Der, hvor den ofte løber i fodboldregnskaber, er på spillersiden, hvis man overinvesterer i truppen, men han viste i Randers, at han er god til at lave fornuftige handler,« siger sportsøkonom, Kenneth Cortsen, fra Aarhus Universitet.
Et af de steder, hvor nedrykningen har kostet Aarhus Elite penge, er på sponsorsiden. Her gik selskabet 10 mio. kr. tilbage fra 47 til 37 mio. kr.
»Det koster lidt på sponsorsiden, og det er ikke noget, man bare rette op fra den ene dag til den anden. Vi havde større sponsoraftaler, der udløb sidste år, og det har vi været offer for,« siger Jacob Nielsen.
Tv-pengene stod for den største del af underskuddet med et fald fra 27 mio. kr. i det seneste regnskabsår til 8 mio. kr. i år. Ifølge Jacob Nielsen kan man som en tommelfingerregel regne med, at den indtægt stort set kommer igen, hvis klubben kan klare sig nogenlunde i Superligaen.
Også her ser Kenneth Cortsen positivt på Aarhus Elites fremtid.
»Der er kun en nedrykker i år, og AGF er som oprykker kommet hæderligt fra start. AGF ligger i et rimeligt marked med sponsorer og er traditionelt set godt med på tilskuersiden, og produktet bliver langt bedre efter oprykningen fra 1. division. Der bliver de styrket væsentligt på tv-siden og sponsorsiden, hvis de kan finde ud af at lukrere på produktet efter oprykningen,« siger Kenneth Cortsen.
For AGF er det naturligvis positivt at kunne sælge spillere, men umiddelbart har klubben ikke et større salgsobjekt i truppen, som kan styrke regnskabet næste år.
Det havde klubben til gengæld i sidste regnskabsår, da transferindtægterne steg med 7 mio. kr. fra 1 mio. kr. i 2013/14 til 8 mio. kr. i 2014/15. Stigningen skyldtes primært salget af Casper Sloth til Leeds United.
Men overordnet set er det en direktør i godt humør.
»Jeg er godt tilfreds med, at det er gået så hurtigt med at skabe en justering og få skabt balance i det. Jeg ved ikke, hvornår man sidst kunne det i Aarhus,« siger Jacob Nielsen.
Hvis regnskabet var en nedslående nyhed om AGF, så det lidt mere positivt ud på den sportslige side. Her trak AGF nemlig Rishøj fra Danmarksserien i næste runde af pokalturneringen. Rishøj var kun et af to Danmarksserie-hold tilbage. Kampen spilles i Rishøj mellem 27.-29. oktober.
| Mio. kr. | 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 | 2011/2012 |
|---|---|---|---|---|
| Perioderesultat | -24,0 | -18,7 | -7,0 | -14,8 |
| Omsætning | 73,3 | 108,1 | 106,1 | 97,2 |
| Egenkapital | 37,0 | 9,9 | 28,7 | 35,7 |