Fortsæt til indhold
Fodbold

En afgørelse senest onsdag

Der er stadig ingen afklaring om de svævende tre point mellem Hobro og AGF.

Kasper Frank

»Vi har en afklaring i morgen.«

»Der falder en afgørelse i løbet af ugen.«

»Vi træffer en beslutning inden udgangen af september.«

Sagen om de tre point, der i første omgang er tilfaldet Hobro efter sejren over AGF tidligere på måneden, går i øjeblikket sin gang.

Tvivlsspørgsmålet opstod, da forsvarsspilleren Adama Tamboura begyndte på banen i kampen mod AGF, uden at Hobro havde fået overdraget spillertilladelsen fra hans tidligere klub Randers FC.

Er nu en protestsag

I første omgang lagde Hobro sig fladt ned, og sagen skulle køres som en ren tilståelsessag.

Det ændrede sig dog hurtigt til en protestsag, og Hobro hyrede en lokal advokat og annoncerede, at man nu var »villig til at gå hele vejen« for at beholde de tre point.

Derfor har sagsbehandlingen taget noget længere tid end først antaget.

Indtil videre er protesten blevet forelagt Hobro, som er kommet med sin redegørelse, som derefter er blevet sendt til AGF, således at man her har haft mulighed for at komme med eventuelle supplerende bemærkninger. Sådan brevveksles sager for de disciplinære organer, indtil begge parter ikke har mere at tilføje. Når sagen er fuldt oplyst, bliver den overdraget til afgørelse af Fodboldens Disciplinærinstans. Det oplyser Henrik Andersen, der er leder af DBU Turneringer og Licens.

Han vil ikke kommentere, hvorvidt sagen på nuværende tidspunkt er blevet fuldt belyst, men han fortæller, at man stadig regner med en afklaring inden udgangen af september. Dvs. senest på onsdag.

Klubberne afventer

Hos Hobro IK fortæller bestyrelsesformand Steen Juulsgaard, at de ikke har hørt noget i sagen, siden de sendte deres redegørelse, og derfor regner med, at sagen er tilstrækkeligt belyst fra deres side.

Kommunikationsmedarbejder hos AGF Bo Jensen fortæller, at de også har indsendt deres tilføjelser til redegørelsen og derfor nu også afventer beslutningen, fra Fodboldens Disciplinærinstans.

Med syv point efter ni spillerunder ligger Hobro sidst i Superligaen, mens AGF ligger fjerdesidst med 10 point.

På søndag møder AGF Nordsjælland, og hvis de vinder den kamp samt får medhold i sagen mod Hobro, vil de seks point på kontoen betyde, at holdet igen bevæger sig op i den sjove ende af tabellen.

For Hobro vil en frakendelse af de tre point derimod hamre klubben endnu hårdere fast i bunden.