Fortsæt til indhold
Fodbold

Pletten fra Midtjylland blev vasket af

Rasmus Würtz mente, at 5-1-sejren over OB var sæsonens bedste indtil nu.

Rasmus Würtz var tilbage på AaB’s midtbane efter to kampes fravær, og sammen med Kasper Risgård var de to midtbanekæmper hovednøglen til, at AaB kunne sende OB hjem med en 5-1-lussing.

»Det var helt klart vores bedste kamp i denne sæson, og det er sådan, at vi gerne vil spille hver gang, men jeg synes, at det er først er, som kampen skrider frem, at vi også begynder at spille godt. Til at starte med sad vi godt på dem i nærkampene, og de fik ikke sat deres spil på noget tidspunkt,« sagde Rasmus Würtz.

For AaB gjaldt det om at give hjemmebanepublikummet en oplevelse. AaB’s fanklub fejrede 25-års jubilæum, og den skulle gerne markeres på en anden måde end mod FCM, hvor AaB tabte 2-0.

»Vi ville have vasket indsatsen mod FC Midtjylland af, hvor udtrykket var, at vi var meget passive, og det blev vi enige om, at det aldrig skulle ske igen på hjemmebane,« sagde Rasmus Würtz, der indrømmede, at AaB’s spil har været på slingrekurs hidtil.

»Vi har forsøgt at køre nogle nye ting ind, og det er ikke alt, vi er lykkedes med i kampene, og nu er vi gået tilbage til det, vi kender. Det gjorde vi mod AGF, og det lykkedes til dels i lange perioder, selvom det brændte på,« sagde Rasmus Würtz.

Han ville ikke hænge sig for meget i det faktum, at AaB nu ligger nummer to i Superligaen.

»Det er sådan, at det er i starten, og man skal ikke lægge for meget i stillingen på nuværende tidspunkt.«

Artiklens emner
AaB