Fortsæt til indhold
Fodbold

Her kender de ham kun som Marcus

Karrieren i AGF gik i stå, men nu har Marcus Solberg, som de i AGF kaldte ”Hulk”, indledt den lange vej tilbage.

Jesper Engmann

Her i klubhuset på Søholt, hjemsted for Silkeborg IF, kalder de ham Marcus. For det hedder han. Marcus Solberg Mathiasen for at tage det hele med.

I AGF lød han tilnavnet ”Hulk”, navnet på en kolossal tegneseriefigur med overnaturlige kræfter. Et øgenavn, der klæbede til Marcus Solberg i ungdomsårene i AGF, da han var et nummer større end sine jævnaldrende og derfor kunne udnytte sin fysik til at score masser af mål.

Siden han byttede HEI ud med AGF, da han blev teenager, blev der bygget større og større forventninger op til angriberen, der i 27 ungdomslandskampe scorede 12 mål. Her var den nye topscorer for AGF i mange år, tænkte de på sidelinjen.

Men nej. I sommer byttede Marcus Solberg den hvide AGF-bluse ud med Silkeborgs røde trøje. Han tog et skridt ned, fra Superligaen til 1. division. Hans kontrakt med AGF udløb, og AGF’s sæson i 1. division med Morten Wieghorst som ny træner blev ikke året, da Marcus Solberg slog til.

Ude i et halvt år

Mens de andre spillere trænede, var han i lange perioder inaktiv på grund af rygproblemer. I over et halvt år trænede han stort set kun i styrkelokalet.

»Da vi rykkede ned, troede jeg, at det var min chance. Jeg håbede, at jeg kunne gå ind og få en masse spilletid og tage det næste skridt i 1. division. Jeg havde jo spillet en del fra start i foråret. Så jeg troede på en god sæson. Så det var sindssygt hårdt at blive skadet og være ude så længe. Men jeg var meget fokuseret på at komme tilbage. Jeg havde kun et år tilbage af min kontrakt, klubben havde fået ny træner. Jeg skulle bevise over for ham og klubben, hvad jeg kunne. Også andre klubber skulle se, hvad jeg kunne. Men i stedet var jeg ude i over et halvt år,« siger Marcus Solberg.

Da 2013 blev til 2014, var Marcus Solberg udset til at spille en større rolle på AGF’s bedste hold.

Søren Larsen måtte indstille sin karriere, og i stedet rykkede Marcus Solberg permanent op som seniorspiller. Det skete i den måske mest turbulente tid i AGF’s nyere historie. Knap var foråret kommet i gang, før træner Peter Sørensen blev fyret. Assistenten Jesper Fredberg fik ansvaret. Marcus Solberg fik regelmæssig spilletid, men AGF tabte og tabte – og rykkede ned.

Silkeborg tog en chance

»Da jeg kom op som seniorspiller, var der store forventninger, i og med at jeg havde scoret mange mål i ungdomsårene. Men det har ikke påvirket mig. Jeg har forsøgt at indfri forventningerne, men er løbet ind i en del skader. Da jeg fik chancen, gik det meget dårligt for holdet. Personligt var det ærgerligt for mig. Men jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kunne,« siger Marcus Solberg.

Da hans aftale med AGF løb ud, slog Silkeborg til.

Han vil det. Og han vil det 110 procent.
Kim Poulsen, Silkeborg-træner om Marcus Solberg.

»Vi vidste, han havde været skadet. Men vi tog chancen og gav ham en toårig aftale, og det har vist sig, at han har trænet hver eneste gang. Han er en spændende spiller med en rigtig god attitude. Han vil det. Og han vil det 110 procent,« siger Kim Poulsen, træner for Silkeborg.

Kim Poulsen er imponeret over Marcus Solbergs attitude og indstilling til det daglige arbejde på træningsbanen.

»Han har den rette personlighed. Når han træner, er der ikke noget pjat. Han er fuldt koncentreret. Han skal nok få masser af spilletid, selv om vi har sagt til ham, at han ikke er hentet til at slå til med det samme,« siger træneren, som senest gav Marcus Solberg en lille halv times spilletid, da Silkeborg slog Skive 2-1, Marcus Solbergs fjerde kamp for Silkeborg. I AGF fik han i alt 12 kampe.

»Det var lidt mærkeligt og anderledes at skulle spille i en anden klub, efter at jeg har spillet i AGF i så mange år. Jeg har været meget glad for skiftet. Det har været den eneste rigtige beslutning,« slår Marcus Solberg fast.

Artiklens emner
AGF