Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF-topscorer fik forbud af lægen

Mate Vatsadze har forstrakt et ledbånd og var ikke med mod AaB.

AGF kunne godt have brugt Mate Vatsadze i lørdagens 2-3-nederlag til AaB. Georgieren var endda skrevet på bænken på holdkortet, men blev sorteret fra før kampstart.

»Jeg har problemer med mit knæ. Mit ledbånd er blevet forstrakt, så jeg er ikke 100 pct. klar. Lægen sagde, at vi ikke skulle risikere noget,« sagde han efter kampen.

På banen gjorde hans afløser Jesper Lange – og dennes afløser Morten Nordstrand – ikke megen væsen af sig, men de fik alligevel ros af AGF-træner, Morten Wieghorst.

»Jesper yder en fantastisk indsats. Vi ved, hvad han er dygtig til og mindre dygtig til. Mate og Jesper er to forskellige angribertyper. Vi skaber mange chancer i dag, og det er ikke altid et spørgsmål om, at angriberen ikke får scoret. Hvad nu, hvis det er nogle andre, der får chancerne? Det var en stor indsats fra Jesper Lange, og Nordstrand prøvede at komme ind og gøre en forskel. Han var med til at holde fast i bolden og deltage i kombinationsspillet, som han er dygtig til. Vi vidste, at AaB ville stå lavt til sidst, og at der er ikke ville være så meget plads at løbe i,« sagde Morten Wieghorst.

Om en uge skal AGF møde FC København, og her regner Mate Vatsadze med at være klar igen.

»Knæet bliver bedre og bedre, og jeg håber, at jeg er med mod FCK. Det er ikke noget alvorligt, men bare et forstrakt ledbånd, og jeg kan mærke det, når jeg sparker og hopper,« sagde Mate Vatsadze.