AGF’s nye oprydder på midten går til boksning i sin fritid
Daniel A. Pedersen håber, at det kan hjælpe ham til at læse modstandernes bevægelser.
AGF’s nye defensive midtbanespiller Daniel A. Pedersen elsker at træne.
Han kan ikke få nok fysisk aktivitet, så når den officielle træning slutter i AGF, tager han gerne et par timer ekstra på græsset eller i fitnesscentret.
Desuden har han i flere år dyrket boksning.
Han træner i Aarhus Amatør Bokseklub under vejledning af den tidligere professionelle bokser Lolenga Mock, der nåede 46 kampe i bar overkrop.
Det handler primært om at forbedre fysikken, konditionen og fodarbejdet, men han håber også, at boksetræningen giver ham en fordel i de mange nærkampe på midtbanen.
»I boksning skal man have hurtige fødder, og desuden lærer man sin modstanders bevægelser at kende, hvilket jeg håber, kan være med til at hjælpe mig på banen,« siger Daniel A. Pedersen.
Boksekamp i ferien
Han står ikke kun med et sjippetov eller hamrer på en boksebold. Han tager også omgange i ringen, og han håber på et tidspunkt at få en rigtig amatørkamp med kampleder, handsker, hjelm og blodig undertrøje.
»Jeg kunne godt tænke mig en kamp på et tidspunkt, men det skal være i min ferie, og det kræver, at AGF er indforstået med det. Fodbolden er det vigtigste, så må vi se, om det kan komme til at passe ind på et tidspunkt,« siger Daniel A. Pedersen.
På banen lader han fødderne og kroppen tale.
Han elsker nærkampene og tacklingerne, men albuerne sidder ikke løst, og knopperne bliver ikke luftet unødigt. Han har i hvert fald endnu ikke fået et rødt kort i sin seniorkarriere.
»Som person er jeg helt stille og rolig, men inde på banen vil jeg gøre alt for at vinde. Jeg kan nemt komme op at køre under en kamp, men jeg er god til at styre det, og jeg taber ikke hovedet,« siger Daniel A. Pedersen.
Tatoveringerne snor sig om venstre arm, men han er ikke en ballademager udenfor banen. Måske er han for pæn til at være oprydderen.
I fodboldsproget taler man om 6’eren, der skal binde forsvaret og midtbane sammen.
»Jeg synes, han efterhånden spiller med den hårdhed, der skal til på den position. Det er nødvendigt at kunne træde igennem i de nærkampe, der ofte opstår på den position,« siger AGF’s assistenttræner Jesper Sørensen, der i halvandet år var cheftræner for Daniel A. Pedersen i Silkeborg.
Han fremhæver midtbanespillerens evnen til at træne hårdt og koncentreret.
Talent for at træne
»Han er en mental stærk spiller, der har et stort talent for at træne. Derfor har han gjort store fremskridt i den tid, jeg har kendt ham, og det vil han blive ved med, er jeg sikker på. Han er enormt arbejdsom. Han har en stærk vilje efter at udnytte sit potentiale maksimalt,« siger Jesper Sørensen.
Hvert hold har sin oprydder, og i AGF har der i nyere tid været markante typer som Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen.
Netop Brian Steen Nielsen fungerer som rådgiver for Daniel A. Pedersen sammen med Michael Bolvig fra MB Sports.
Daniel A. Pedersen får ofte gode råd fra den tidligere sportschef i AGF.
»Han kommer og ser en træning en gang imellem og kampene, og så mødes vi og taler om, hvordan det går. Jeg får også spillemæssige råd fra de to, men de ved også, at jeg har dygtige trænere som kommer med input hver dag,« siger Daniel A. Pedersen.