Xavi siger, at Iker Casillas afsked med Real Madrid efterlader en dårlig smag i munden
Xavi Hernandez, mangeårig landsholdskollega med Iker Casillas, kalder det mangel på respekt, at den nu tidligere Real Madrid-målmand fik en skidt behandling, da han forlod klubben.
Da Real Madrids mangeårige målmand iker Casillas for nogle dage siden kunne meddele, at han efter 16 år i klubben skifter til Porto, måtte den nu tidligere målmand selv indkalde til et pressemøde, hvor han alene på podiet, uden klubrepræsentanter og med gråd i stemmen læste en erklæring op om sine planer for fremtiden og sin afsked med klubben.
Real Madrid er efterfølgende blevet stærkt kritiseret for sin måde at tage afsked med et spiller og en anfører, som gennem mange år var med til at skaffe pokaler og store sejre hjem til den spanske hovedstad.
Nu siger hans tidligere landsholdskollega Xavi Hernandez, at det efterlader en dårlig smag i munden at se, hvordan Iker Casillas blev behandlet.
"Det kan ikke passe, at ældre spanske sportsfolk ikke møder den nødvendige respekt," siger Xavi til den spanske avis La Vanguardia.
"Nu skal han til Porto, og jeg er sikker på, at han vil blive modtaget som en helt og komme et sted hen, hvor man sætter større pris på ham," fortsætter den nu 35-årige Xavi, som indtil denne sommer spillede for ærkerivalerne fra Barcelona, hvor han opnåede mange store triumfer i sine 17 år i klubben. Fremover skal han spille for Qatar-klubben Al Sadd.
Casillas turbulente afsked med Real Madrid står i skærende kontrast til Xavis egen afsked med sin barndomsklub Barcelona, hvor han blev hyldet af både holdkammerater og i tusindvis af Barcelona-fans i sin sidste kamp for klubben.
"Iker Casillas har efter min mening spillet under et stort pres i de senere år, hvor han i hver eneste kamp skulle bevise, at han var en klasse målmand. Han har manglet den glæde og det overskud, som han tidligere var kendt for," siger Zavi.
"Det kan ikke passe, at folk glemmer at sætte pris på alle de gode ting, som en spiller har gjort for sin sport. I stedet fokuserer man på alle fejlene og til tider med ondskabsfulde bagtanker," fortsætter Zavi, som var med til at vinde både VM og EM i fodboild med Iker Casillas i målet.
Den 34-årige målmand med 162 landskampe er fem gange blevet kåret til verdens bedste målmand, og han nåede at vinde tre Champions League-titler og fire spanske mesterskaber med sin nu tidligere klub Real Madrid.