Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF’er: Der var ikke straffespark

Johan Bjørdal begik straffespark mod Lyngby, men gjorde skaden god ved at score.

AGF’s norske forsvarsspiller, Johan Bjørdal, var gennem et større følelsesregister lørdag i Lyngby, da AGF og Lyngby spillede 2-2 i NordicBet Ligaen.

Johan Bjørdal begik straffespark i første halvleg, han øgede til 21- på hovedstød lige efter pausen og blev skadet ved samme lejlighed og måtte udgå.

»Jeg mener ikke, der var straffespark,« sagde AGF’eren, som var i infight med Lyngbys Phillip Rasmussen i feltet.

»Men jeg har fat i hans trøje, og det må man selvfølgelig ikke efter reglerne. Men det sker ofte, og jeg har gjort det mange gange tidligere. Og han havde også fat i mig. Men jeg burde ikke have gjort det. Det var urutineret, spilleren var jo fejlvendt, og jeg gav dommeren mulighed for at fløjte. I andre tilfælde er der jo brydekampe i feltet ved hjørnespark, og så kan der dømmes mange straffespark,« sagde Johan Bjørdal, der efter kampen kunne konstatere, at den skade, han pådrog sig efter at have scoret til 2-1 ikke var så slem som frygtet.

»Da jeg havde headet bolden i mål, vred jeg rundt på anklen, da jeg faldt ned. Jeg var lidt bange for, at der var sket noget slemt, men heldigvis ser det ud til, at det er okay. Jeg fik et lille vrid, men det er heldigvis ikke hævet,« sagde nordmanden efter kampen.

Artiklens emner
AGF