Real Madrid har det svært mod italienske hold
Selv om Real Madrid i de seneste syv kampe på italiensk græs ikke har vundet, er holdet favorit i tirsdagens opgør mod Juventus
Når Real Madrid tirsdag aften løber ind på Juventus Stadium i Torino er de forsvarende Champion League-mestre forhåndsfavoritter i den første semifinale mod de nykårede nationale mestre fra Juventus.
Men selv om Real Madrid fik den bedste lodtrækning og den umiddelbart svageste modstander af de tilbageværende hold i turneringen, bliver opgaven mod et defensivt stærkt Juventus-mandskab ikke en let opgave for et Real Madrid-mandskab, som må undvære de to stamspillere Luka Modric på midtbanen og Karim Benzema i angrebet.
På denne twitterbesked ses bl.a. Gareth Bale på vej ind til mandagens træning på Juventus Stadium i Torino, og den walisiske angriber ser da også lidt spekulativ ud i mødet med det fremmede græs og måske med god grund.
Et blik ned over statistikken viser nemlig, at kongeklubben har svært ved at præstere i støvlelandet. Det er 10 år siden, at Real Madrid slog Juventus på udebane, og det spanske storhold har ikke ikke vundet en eneste af sine seneste syv kampe på italiensk græs.
Hertil kan lægges, at den gamle dame, som er Juventus' kælenavn, er temmelig svær at have med at gøre, når holdet spiller i eget hule.
Juventus er ubesejret i 12 europæiske kampe på eget græs, og Real Madrid-træner Carlos Ancelotti, som var træner for Juventus fra 1999-2001, tager bestemt heller ikke let på opgaven.
Det ville også ligne den garvede italienske træner dårligt at undervurdere en modtander fra hjemlandet, som har tradition for at kunne spille med en stram disciplin, at kunne forsvare sig godt og blot vente på en mulighed for at slå conra.
"Juve har altid være stærke og konkurrencedygtige. Det bliver ikke nemt at vinde her. Når det er sagt, vil vi forsøge at realisere vores drøm efter at have vundet i sidste sæson. Vi vil i finalen igen i denne sæson," siger Ancelotti., som har respekt for Juventus.
"Vi forbereder os på at spille offensivt, men vi skal også forsvare os godt. Det er et hold, som har fået erfaring fra Champions League, de er lige blevet mestre og har erfarne spillere af højeste kvalitet, siger Ancelotti.
Hans trænerkollega Massimiliano Allegri fra Juventus siger, at hans mandskab skal spille en perfekt kamp for at få et brugbart resultat ud af opgørene mod Real Madrid.
"Der er en masse ting, vi ikke må gøre mod Real Madrid. Det er et ekstraordinært hold, som har en masse teknik og fart. Jeg forventer en lige dyst med et par fantastiske kampe. Vi er ét skridt fra at opnå noget fantastisk og skal gå ind til kampen med selvtillid og troen på egne evner," siger Allegri til Corriere dello Sport.
Mens de to trænere vanen tro udtrykker sig både diplomatisk og respektfuld om deres respektive modstander, så er Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos Viasat Sport, mere klar i mælet.
"Real Madrid er favoritter. Mand for mand har de bare et bedre hold - også offensivt. Desuden har de også rutinen. Det er fjerde år i træk, at Real Madrid er i en semifinale i Champions League, og det er 12 år siden, at Juventus har været der", siger han.
Han vurderer, at det er kæmpestort for Juventus bare at være i semifinalen. Det er næsten nok for dem.
"Juventus har netop vundet det italienske mesterskab for fjerde år i træk, og holdet er også i den italiensk pokalfinale. Endelig er Juventus det hold, som tjener flest penge på at være med i Champions League på grund af fordelingen af tv-pengene. Så de er mægtigt tilfredse i Juventus," konstaterer Niels Christian Frederiksen, som også noterer sig, at klubben har overskud på budgettet i år.
Han tillægger det ikke den store betydning, at Real Madrid har statistikken imod sig inden aftenens kamp.
"Enhver kamp har sit eget liv. Jeg dog ikke på, at Madrid nødvendigvis vinder i Torino i aften. Jeg tror, at det bliver en meget lukket forestilling, hvor Juventus vil satse meget på, at der ikke bliver scoret mod dem. Så det kunne sagtens blive en nullert. Juventus kommer givetvis med hele det italienske landsholdsforsvar, og det er stærkt. Det bliver Real Madrid, som skal åbne den kamp. Men hvis de blotter sig, bliver Juventus svære at have med at gøre med Moratta og Tevez oppe foran og med en Pirlo, som kan ligge lidt dybt," lyder vurderingen.
Hjemmholdet må undvære skadede Martin Caceres, Kwadwo Asamoah og ikke mindst stortalentet Paul Pogba, der dog forhåbentligt set med zebrastribede briller bliver klar til returopgøret i Madrid.