Hvordan så Superliga-stillingen mon ud de seneste 10 år?
Er FCM en døgnflue, er Brøndby virkelig et tophold, og er FCK-spillerne bare suveræne?
Der mangler 10 runder af den indeværende Superliga-sæson, og FC Midtjylland har sæsonen igennem været totalt dominerende og fører lige nu med 11 point ned til FC København, der sidder sikkert på andenpladsen.
Men rollerne er helt omvendt, hvis man kigger på Superliga-stillingen de seneste 10 år.
Med en gennemsnitlig sæsonplacering på 1,5 har FCK vist, at klubben sæson ud og sæson ind er fast inventar i toppen af landets bedste fodboldrække. Kun én gang er FCK sluttet uden for top 2 i Superligaen de seneste 10 sæsoner, og det var i 2008, hvor AaB vandt mesterskabet, og FCK måtte nøjes med en tredjeplads.
Går man rundt og tror, at FCM er en døgnflue, der ikke før har prøvet at spille med i toppen af dansk fodbold, kan man godt tro om igen. FCM ligger nemlig sikker nummer to i Superliga-stillingen de seneste 10 år med en gennemsnitlig placering på 3,8. FCM har seks gange sluttet i top 4 siden 2006 og har fået medaljer fire gange. Usandsynlig meget skal da også gå galt, hvis ikke midtjyderne igen kan få metal om halsen, når denne sæson er overstået.
Brøndby er stadig et fodboldflagskib i Danmark, men det er ikke baseret på resultaterne de seneste 10 sæsoner, da vestegnsklubben ”kun” har en gennemsnitlig placering på 5,1 i den periode, hvilket er nok til en samlet fjerdeplads, samme placering som klubben lige nu har i Superligaen.
Silkeborg ligger nummer sidst i ligaen, og sådan er det også, hvis man ser på opgørelsen de seneste 10 sæsoner for de klubber, der har spillet mindst halvdelen af sæsonerne i den bedste række. Enten placererer Silkeborg sig i midten af tabellen, eller også rykker den ud. Det giver en gennemsnitlig placering på 9,3.
I aften fredag begynder en ny Superliga-runde, når Hobro tager imod Esbjerg. Så kan de forskellige Superliga-klubber tage et skridt mod at sikre sig en bedre placering både i år og set gennemsnitligt over de seneste 10 år.
Jyllands-Posten har lavet en opgørelse over Superliga-stillingen de seneste 10 sæsoner, denne sæson er medregnet ud fra den øjeblikkelige stilling.
10 års-stillingen baserer sig på klubbernes gennemsnitlige placering i perioden, og for at komme i betragtning skal en klub mindst have spillet halvdelen af perioden i Superligaen, altså fem sæsoner.
Her er Superliga-stillingen de seneste 10 sæsoner og klubbernes gennemsnitlige placering.
1. FC København - 1,5
2. FC Midtjylland - 3,8
3. AaB - 5,0
4. Brøndby - 5,1
5. OB - 5,5
6. FC Nordsjælland - 5,8
7. Esbjerg - 6,3
8. Randers - 6,6
9. Sønderjyske - 8,6
10. AC Horsens - 8,7
11. AGF - 8,9
12. Silkeborg - 9,3