Olsen har valgt målmand mod Frankrig
Landstræneren afslørede i dag, hvem der er målmand søndag mod Frankrig. Samtidig har en af holdets profiler en mindre skade.
St. Etienne
Det bliver landsholdets vanlige førstemålmand, som spiller den store kamp mod Frankrig søndag. Landstræner Morten Olsen afslørede navne på spillerne til to pladser, og da var målmandsposten den ene.
»Vi har lagt os fast på, at spiller med en anden målmand i forhold til kampen mod USA i Kasper Schmeichel, og vi har Lars Jacobsen med igen,« sagde Morten Olsen på lørdagens pressemøde.
Lars Jacobsen har sammen med Jakob Poulsen haft maveproblemer, og han var for drænet for energi mod USA til at kunne spille. Nu er han frisk igen og er højre back mod Frankrig. Her bliver hans direkte modstander sandsynligvis stortalentet fra Lyon Nabil Fekir, som netop har valgt Frankrig som sit landshold i stedet for den anden mulighed, som var Algeriet.
Nicolai Jørgensen er kommet sig oven på den slagsskade, som han tog med sig ind i landsohldslejren. Til gengæld har Nicolai Boilesen fået problemer.
»Der er lidt tvivl om Nicolai Boilesen. Han er lidt overbelastet, og vi må se, hvor meget vi kan bruge ham, for mod en modstander som denne, kan vi kun bruge spillere, som er 100 pct. klar,« sagde landstræneren.
Buddet herfra er, at Olsen ikke tager chancer med den ofte skadeplagede Boilesen, og at Simon Poulsen i stedet spiller.
Christian Eriksen var også på pressemødet, og han spiller helt sikkert. Danmarks største fodboldprofil ser frem til kampen mod Frankrig.
»En landskamp er en landskamp, uanset om der er point på spil eller ej, men det gør det noget specielt, at det er mod et hold som Frankrig,« lød det fra Eriksen.
Lars Jacobsen var enig.
»Alle kampe er sin egen, og vi er altid 100 pct. klar og fokuserede, men det er klart, at man bliver testet maksimalt, når man spiller på udebane mod Frankrig. Det er fedt, og det er et godt tidspunkt inden en meget vigtig kamp mod Serbien til sommer,« sagde landsholdets mest rutinerede spiller.