Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB taler med trænerkandidater

AaB-sportsdirektør, Allan Gaarde, er begyndt at kigge på nye træneremner.

THOMAS LUND HANSEN

Det er på føleniveau, men AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, er så småt begyndt at kigge efter en afløser til cheftræner Kent Nielsen, der stopper, når sæsonen er overstået.

»Jeg har en lang liste af folk, som vi er ved at skære ned på, og vi er lige så stille gået i gang med at tage nogle uformelle samtaler,« siger Allan Gaarde.

For ham er det ikke så vigtigt, om træneren er dansker eller udlænding.

»Vi prioriterer ikke nationaliteter, men kompetencer. Jeg har lavet en ønskeseddel og en jobbeskrivelse på, hvad det er, sådan en person skulle kunne, og så må man se, hvor mange krydser man kan sætte på ønskesedlen og se, hvad han besidder,« siger Allan Gaarde.

Nogle af de krydser skal ramme den måde, som AaB spiller fodbold på.

»Vi har ikke bestemt, at man skal spille 4-4-2 eller 3-5-2 eller lignende, men vi har bestemt, at han skal spille ud fra de styrker, som vores spillertrup har. De, der kommer op fra vores talenttrup, har nogle basisfærdigheder, som er kendetegnet ved, at de er gode teknikere. Vi skal have bolden langs jorden, og vi er bedst, når vi har bolden, og vi kommer ikke til at ændre på konceptet og pludselig spille med høje lange bolde.«

Selv om at Kent Nielsen i et hug undlod at forlænge med AaB og samtidig skrev kontrakt med OB, så var AaB-ledelsen ikke i tvivl om, at Kent Nielsen skulle have lov til at arbejde til sæsonafslutning.

»Vi ved godt, at folk vil kigge efter sprækker i samarbejdet – endnu mere end man tidligere har gjort, men vi mener, at Kent er så ærgerrig og professionel, at det ikke vil blive et problem,« siger Allan Gaarde.

Hvad nu, hvis I taber de fire-fem første kampe i foråret? Sidder fyringskortet så mere løst?

»Der er ingen tvivl om, at det er et vanskeligt scenario, for så kommer spørgsmålet igen og igen. Hvis vi havde forlænget med Kent, og vi havde tabt de kampe, så havde vi nok ikke fået spørgsmålet, men jeg tror heller ikke, at vi taber de første fire kampe. Men vi har da en spændende og svær start,« siger Allan Gaarde.

AaB lægger ud med Europa League-hjemmekampen mod Club Brugge den 19. februar. Derefter følger Brøndby, Club Brugge igen, og to udekampe mod Esbjerg i hhv. pokalen og Superligaen.

Læs stort interview med Kent Nielsen i Premium
Artiklens emner
AaB