Fortsæt til indhold
Fodbold

Boilesen frygtede for karrieren

Landsholdet har fundet sin venstre back, men det er ikke længe siden, at han frygtede, at karrieren aldrig blev til noget.

troels henriksen, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Vi befinder os på Stadion FK Partizan i Beograd. Danmark fører 2-1 mod Serbien med et kvarter tilbage af kampen.

Hjemmeholdet har en kæmpe mulighed midt for mål i straffesparksfeltet. Et sekund eller to inden, at en sikker udligning sparkes i mål, smider Danmarks venstre back Nicolai Boilesen kroppen i en umulig position ind foran en serber og får skramlet bolden væk. Da Boilesen rejser sig, står Simon Kjær og kigger på ham. Nej, han måber. Med et ansigtsudtryk, der siger: »Hvordan gjorde du lige det der?«

Den tackling var et bevis på, at Nicolai Boilesen er ved at udvikle sig til den komplette back, som Danmark har manglet, siden Niclas Jensen stoppede på landsholdet i 2008. Det var dog tæt på aldrig at blive til noget med Boilesen. Mellem efteråret 2011 og august 2013 spillede han ikke én landskamp, fordi højre baglår igen og igen gik i stykker. Fibersprængninger. Otte styks. Boilesen frygtede for karrieren.

»Det er der ingen tvivl om. Halvandet år er utrolig længe for en lårskade. Man kan nærmest få to korsbåndsskader på den tid. Det var ikke blot én gang, at jeg fik en fibersprængning. Det skete otte gange, og jeg var til utallige læger og fysioterapeuter. Jeg genoptrænede, og intet virkede, siger Nicolai Boilesen.

»Der var dage, hvor jeg så sortere på det hele end andre. Hvor jeg ikke havde lyst til at komme ud af sengen, fordi jeg ikke kunne se enden. I mine allermest triste dage kunne jeg da godt stille spørgsmålstegn ved, om det nogensinde blev, som jeg ville,« fortsætter han.

Slog Blind af

Dengang han fik sit gennembrud i 2011, nåede han som 19-årig at vinde en EM-kvalifikationskamp i Parken mod Norge.

Han slog Daley Blind af pinden som venstre back i Ajax. Blind spillede i sommer VM-semifinale og er nu i Manchester United. Nicolai Boilesen tænker dog ikke på, hvad det kunne være blevet til allerede nu uden skaderne.

»Der var engang for tre år siden, at jeg slog ham af, men jeg kan ikke tænke over, hvad der var sket, hvis jeg ikke var blevet skadet. Det nytter ikke, for jeg har været i så dyb en krise og været så frustreret, at jeg var bange for, at jeg ikke kom tilbage til topfodbold.«

Boilesen fortæller, at han har arbejdet meget på at udvikle sit defensive spil. Ikke mindst med hjælp fra en af fodboldens klogeste defensive spillere gennem tiderne. Frank de Boer er nu cheftræner i Ajax. Det er blandt andet ham, som Boilesen skal tale med om fremtiden. Danskeren har halvandet år tilbage af kontrakten i Ajax Amsterdam.

»Ajax har en klar politik om, at man skal forlænge eller sælges, når der er et år tilbage af ens kontrakt. Til sommer skal der træffes en beslutning. Vi må se, hvordan det går,« siger Boilesen.