Venner med fjenden
Delt: Jonas Dal er en splittet mand. Fredag skal hans nuværende klub, Hobro IK, møde FC Midtjylland, der har en stor plads i trænerens hjerte. En dag håber han at vende tilbage til FC Midtjylland.
To dage før fredagens opgør befinder Hobro-træner Jonas Dal sig på FC Midtjyllands træningsanlæg. Han er der ikke for at spionere eller indgive en krigserklæring. Han skal hente sit træningstøj.
Siden han stoppede som reserveholdstræner i FC Midtjylland, er han fortsat med at være træner på en idrætshøjskole i nærheden af klubben. Han har derfor lavet en aftale med sin tidligere klub om at låne træningstøj til arbejdet på højskolen. På den måde kan han to-tre gange om ugen hilse på sine tidligere trænerkollegaer, spillere og ledere.
»Det er fedt at kunne bevare det tilhørsforhold. Fodbold er alvor, når vi står over for hinanden. Men det skal ikke være sådan, at man pludselig ikke kan se mennesker, man har været sammen med i 10-11 år, fordi man nu er i en anden klub,« siger Jonas Dal.
Udviklet i FCM
I over 10 år var Jonas Dal med til at skabe fundamentet for FC Midtjyllands succes, der lige nu har bragt klubben op på førstepladsen i Superligaen. Han var med som spiller, da Herning Fremad og Ikast fS gik sammen og stiftede FC Midtjylland i 1999.
Hans helt store bidrag til FC Midtjyllands udvikling har imidlertid været som træner for klubbens reservehold og ungdomsakademi, hvor han har været med til at udvikle mange af de unge spillere, der senere har fået succes i klubben.
Samtidig har FC Midtjylland skabt fundamentet for Jonas Dals trænersucces. For halvandet år siden forlod han FC Midtjylland og har siden ført Hobro IK til en sensationel oprykning og en aktuel fjerdeplads i Superligaen.
»Alt, hvad jeg står for, har jeg med fra FC Midtjylland. Jeg fik lov til at være den træner, jeg ville, og prøve nogle ting af på spillerne i klubben. Man skulle ikke spille efter en model, der blev dikteret oppefra i klubben. Der er plads til, at forskellige trænertyper kan få succes i FCM,« siger Jonas Dal.
Og succes har den 38-årige Jonas Dal fået ligesom fredagens modstander, FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm.
Begge har haft deres træneropdragelse i ungdomsrækkerne i klubben, og begge er blevet succesfulde Superliga-trænere.
Det glæder FC Midtjyllands sportschef.
»Vi vil gerne være kendte for at give unge trænere chancen både på U13-holdet og på førsteholdet. De skal trives og udvikle sig, så de en dag har muligheden for at træde ind på den store scene, ligesom vores fodboldtalenter,« siger Claus Steinlein.
I vinteren 2013 var Jonas Dal klar til at træde ind på den store scene.
Han havde suget til sig af de skiftende trænere på førsteholdet i FC Midtjylland – Ove Pedersens defensive struktur, Troels Bechs analytiske evner og Erik Rasmussens inddragende ledelsesstil.
Derfor slog Jonas Dal til, da Hobro IK for tredje gang spurgte, om han ville arbejde for klubben.
»Det var fedt at prøve mig selv af. Jeg tog meget med fra FC Midtjylland, men jeg kunne ikke føre spillestilen direkte over til Hobro. Så havde jeg nok fået røven på komedie,« siger Jonas Dal.
En helt særlig kamp
Hans taktiske manøvrer, bl.a. at spille med to sekser-typer på midtbanen i stedet for to ottere som i FC Midtjylland, har ført Hobro IK fra bunden af 1. division til fredagens topkamp mod Superligaens nummer et, FC Midtjylland.
»Det bliver vildt mærkeligt at møde den klub, der har været min, siden jeg som femårig blev slæbt ud og se Ikast FS af min far. Det er meget specielt. Jeg kan egentlig ikke rigtig forestille mig det endnu,« siger Jonas Dal.
Det er lettere for Jonas Dal at forestille sig, at han på et tidspunkt igen kommer på besøg i FC Midtjylland for andet end at låne træningstøj.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har et kæmpe FCM-hjerte. Selvfølgelig er det en drøm at komme tilbage til at stå i spidsen for den klub, der har givet mig så meget. Men det skal ikke være lige nu. FC Midtjylland har en fantastisk dygtig træner, og jeg har det utroligt godt i Hobro,« siger Jonas Dal.