Fortsæt til indhold
Fodbold

FC København besejrede HJK Helsinki

FC København vinder hjemme 2-0 over HJK Helsinki i Europa Leagues gruppespil.

Midt i den største krise i de over seks år med Ståle Solbakken som træner trak to FCK-spillere torsdag aften en streg i græsset. Hverken i perioden fra 2006 – 2011 eller siden nordmandens comeback i FC København har klubben været i så store sportslige problemer som nu, men løsningen synes at være ligetil efter 2-0 sejren i første Europa League-kamp mod HJK Helsinki i Parken.

Brug lejemålet Alexander Kacaniklic hver gang og få styr på de enorme skadeproblemer, der nu i halvandet år har været ved at true Nicolai Jørgensens fodboldkarriere. De to tog det første, seje slæb for at trække FC København ud af det sand, som holdet har siddet fast i siden 0-3 mod Hobro for 40 dage siden.

Først svenskeren Kacaniklic. Kan man ikke udvikle offensivt talent i klubben eller købe det på markedet, må man leje. Det har FC København gjort i Fulham i Premier League, og Kacniklic drejede torsdag aften til tider Helsinkis højre back Sebastian Sorsa helt skæv i tøjet. Den svenske landsholdsspiller bliver i denne sæson Superligaens bedste kantspiller. Det var derfor helt naturligt, at FC Københavns straffespark blev begået mod netop ham, da svenskeren skar sig gennem finnernes forsvar med et godt set løb og blev nedlagt. Straffesparket tog Andreas Cornelius. Det gjorde han dårligt, da målmand Doblas parerede hans slatne skud.

Da var Nicolai Jørgensen netop kommet på banen i stedet for banens ubetinget dårligste Bashkim Kadrii, som endnu ikke er en FCK-spiller. Kadrii svinger nemlig så meget i kvalitet, at Ståle Solbakken ikke aner, hvad han får med Kadrii i startopstillingen. Kvalitetsløftet kom med Nicolai Jørgensen, som ikke skulle bruge 10 minutter på banen, før han havde gjort det til 1-0 med en klog flugter fra en spids vinkel.

Da var det som om, at hele FCK-holdet, Parken publikum og ikke mindst Ståle Solbakken udåndede et enormt sug fra mellemgulvet. Ikke siden Champions League-kvalifikationskampen mod Dnipro 6. august havde FC København ført på hjemmebane.

Det hele løsnede sig derfra. Igen og igen med Nicolai Jørgensen i centrum. Han sprang smart over bolden og satte Andreas Cornelius op i et kontraangreb. Han smækkede et langskud på stolpen, og nåh, ja. Så scorede Nicolai Jørgensen også til 2-0. Pierre Bengtsson smækkede et varemærke af et indlæg fra baglinjen, og ved forreste stang havde Nicolai Jørgensen taget det løb, som Andreas Cornelius ikke magter at ramme for tiden. Hovedstød. 2-0. Kamp slut.

Dermed fik FC København en voldsomt tiltrængt sejr, inden 38.000 tilskuere venter på søndag mod Brøndby i Daniel Aggers sandsynlige comeback til dansk fodbold. Dermed er problemerne langt fra slut.

Inden Nicolai Jørgensen kom på banen, lignede kampen mod Helsinki blot endnu en tone i den melodi, der efterhånden har fået tilskuerne i Parken til at blive væk i protest over holdets dårligdom. 12.191 var der til en europæisk gruppespilskamp, og størstedelen af dem råbte mere end støttede deres hold i kampens første 67 minutter. Hvis de ikke havde travlt med at glemme gruen i lyset af deres telefon og Parkens nye trådløse netværk.

En af årsagerne er, at Andreas Cornelius synes tømt for selvtillid. Han får det til at se ud som om, at han vil lave mål. Cornelius tager de løb, han skal tage. Han er derinde, men det ligner et bluff fra en mand, som ikke tror på, at han snart scorer.

Artiklens emner
FCK