Fortsæt til indhold
Fodbold

Månedens spiller gjorde igen forskellen

I en festlig sønderjysk forestilling var Quincy Antipas igen glasuren på Hobros kage.

Mandag fortsatte Hobro sin stime som nærmest udødelig i Superligaen. Med 1-1 på udebane i Haderslev i en begivenhedsrig kamp er nordjyderne ubesejret i de seneste fem kampe og har fortsat kun tabt en enkelt i sæsonen.

Sønderjyske var fra første sekund ellers yderst opsatte på at sætte opkomlingen på plads.

Denne havkat i hyttefadet. Denne flue i suppen. Denne klub, der med Sønderjyskes egne våben har overtaget rollen som Pelle Erobreren, der arbejder sig op på proprietærgården med smittende livslyst og gåpåmod. Akkurat som Sønderjyske i sin tid overtog rollen fra Horsens. Nu er det Hobro, der imponerer med krummerne fra det rige, sønderjyske kaffebord i form af navne som Jacob Tjørnelund og Thomas Hansen. Mens Sønderjyske har fået ny fornem krummeleverandør fra kongens København med spillere som Daniel Jensen og senest Marvin Pourie.

Især den debuterende tysker var ivrig efter at vise sig frem. Han prøvede fra distancen, fra mellemdistancen og fra nært hold, hvor hans scoring efter en halv time dog blev korrekt annulleret for offside. I stedet var det Tommy Bechmann, der udbyttede et fantastisk kontraløb. Han modtog en aflevering midt på banen, udnyttede at Jonas Damborg begik sæsonens første fejl ved ikke at tjekke op på veteranen, der som en hvid tornado spurtede mod mål, afdriblede Mads Justesen og hamrede bolden i mål.

Med nogen ret kunne det hævdes, at kampens første halve time var omstilling på omstilling. Men det var kontrapile skudt af sted med henholdsvis armbrøst og pusterør. Silas Songani og Daniel Jensen var gode, Tommy Bechmann og Marvin Pourie fremragende, Nicolaj Madsen var på sit højeste niveau i et år. Sønderjyske var et ildspyende, monster i fuld fart.

Men så skete det forudsigeligt uforudsigelige. For Hobro består jo ikke udelukkende af krummer fra Haderslev; nordjyderne har også fundet en fuldfed wienerbasse med sønderjysk fortid i form af Quincy Antipas. Hans gamle holdkammerater forsøgte naturligvis at give ham antiplads, men det fik zimbabweren til at søge mod højre, hvor han ved først givne lejlighed overspurtede Erik Marxen, før han udlignede.

Ganske vist røg bolden i mål via topscorer Mads Hvilsoms brystkasse, da han hamrede et indlæg ind i denne. Men de facto var det Quincy Antipas’ scoring.

Uanset hvor hårdt han forsøges holdt nede i dette efterår, er det dømt til at fejle: Da han blev nedlagt bogstaveligt talt på kanten af feltet, rejste han sig blot op og spillede i det følgende kvarter videre med ansigtet dækket af kridt. Glasur på kagen. Det var månedens største selvfølgelighed, at han før kampen blev kåret som månedens spiller i Superligaen.

Faktum var dog, at selv om holdene i højere grad udlignede hinanden noget efter udligningen, så dominerede sønderjyderne Hobro som intet hold i hvert fald øst for Lillebælt har formået. En smule mere snert i indlæg og afslutninger, og sejren havde aldrig været udfordret. Helt ind i kampens overtid var holdet stolpe ud fra at skyde sejren hjem.

Nok er nordjyderne, der med pointdelingen konsoliderer sin andenplads, sæsonens bedste historie. Men det gør ikke Sønderjyske til en dårligere en af slagsen. For uanset hvad de to jyske hold er bygget op af, så er der krummer i dem begge. Krummer nok til et helt kagebord.